Hotel
Bellagroup får ny CEO
En af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, events og hospitality får ny topchef
Fra 1. august 2025 tiltræder Jesper Mark Dixen som CEO for gruppen, der tæller anerkendte københavnske venues og hoteller som Bella Center Copenhagen, Bella Arena, AC Hotel Bella Sky, Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers.
Jesper Mark Dixen har tidligere været Group CCO og Group COO i Lagkagehuset. Her har han haft en central rolle i at tredoble den danske kædes størrelse gennem vækst på hjemmemarkedet og ekspansion internationalt i London og New York.
”Vi har opbygget noget ekstraordinært med Bellagroup, og rejsen er langt fra slut. Jesper har vist evnen til at skalere virksomheder til næste niveau og skabe stærke kundeoplevelser. Med hans værdifulde erfaringer ser vi frem til at fortsætte vores vækstrejse med Jesper i spidsen og sammen med alle vores dygtige medarbejdere,” siger bestyrelsesformand Martin Thomsen.
Foruden Bellagroups velkendte kongres-, event- og mødedestinationer, driver gruppen tre hoteller med knap 1.600 værelser i København. Derudover tæller Bellagroup egenproducerede events som CIFF, Bogforum og Copenhagen Gaming Week.
”Bellagroup har en unik position med flere stærke brands, som er anerkendt ikke kun i Danmark, men også internationalt. Der er et betydeligt potentiale for at bygge videre på det solide fundament, virksomheden allerede står på. Jeg ser frem til at være med til at accelerere udviklingen og realisere det fulde potentiale sammen med mine nye kolleger,” siger den kommende CEO, Jesper Mark Dixen.
Det betyder samtidig, at Christian Folden Lund træder ned efter knap syv succesfulde år i Bellagroup, de seneste fire år som CEO.