Norwegian åbner nye veje mod Spanien
Allerede i påskeferien får danske rejsende flere direkte muligheder mod syd – og Billund får også en ny forbindelse.
Spanien er de nordiske rejsendes absolut foretrukne ferieland, og Norwegian fortsætter med at udbygge sit rutenetværk til landet. Med Sevilla som ny destination fra både København og Oslo bliver det lettere for nordiske rejsende at opleve Andalusiens historiske hovedstad og det sydlige Spanien. Ruten opstartes allerede i påskeferien fra både København og Oslo. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Samtidig åbner ruten fra København til Santiago de Compostela for direkte adgang til Galicien i det nordvestlige Spanien. Byen er kendt som endestation for Camino de Santiago, en af Europas mest berømte pilgrimsruter, og tiltrækker hvert år pilgrimme og besøgende fra hele verden.
De nye forbindelser skal ikke alene give nordiske rejsende flere muligheder for at opleve Spanien. De skaber også direkte adgang til Norden for rejsende fra flere spanske regioner og styrker tilgængeligheden mellem markederne til gavn for både turisme og erhvervsliv.
”Spanien er et af de rejsemål, som danskerne holder allermest af, og vi ser gode muligheder for fortsat at udvikle vores tilbud. Med de nye ruter til Sevilla og Santiago de Compostela åbner vi for flere spændende rejseoplevelser og styrker samtidig forbindelserne mellem Norden og flere forskellige dele af Spanien. Det skaber flere muligheder for vores kunder i begge retninger og understøtter vores ambition om at tilbyde attraktive direkte forbindelser til populære destinationer og hvor der er behov for øget tilgængelighed,” siger Sara Neergaard, Country Director for Norwegian i Danmark.
Billund får også ny rute
Norwegian udvider også sit rutenetværk fra Billund med en ny direkte rute til Manchester. Forbindelsen giver rejsende i Vestdanmark endnu en mulighed for at flyve direkte til en attraktiv europæisk destination og styrker samtidig forbindelserne mellem Danmark og Nordvestengland.
”Det er vigtigt for os at fortsætte med at give vestdanskerne flere muligheder for at flyve direkte fra deres lokale lufthavn – både når de skal på ferie, og når erhvervslivet har brug for gode forbindelser til omverdenen. Manchester byder på masser af oplevelser, ikke mindst for de mange danske fans af byens to store Premier League-klubber,” siger Sara Neergaard.