Flygplatsterminal med sittplatser och flygplan synliga genom stora fönster.

Hvert fjerde feriefly blev forsinket

Nye tal viser, hvor ofte rejsende fra danske lufthavne måtte vente ekstra i efterårsferien.

Offentliggjort

Da danskerne i uge 42 pakkede kufferterne og rejste på efterårsferie, var det ikke alle fly, der kom afsted til tiden. 1.080 ud af 4.405 flyafgange fra de danske lufthavne, svarende til 24 procent, var forsinkede i mere end et kvarter. Næsten hvert fjerde fly fra København lettede med forsinkelse, mens det samme gjaldt 20 procent af afgangene fra Billund og Aalborg. 

Det viser en ny opgørelse fra Flyhjælp, der har undersøgt flytrafikken i de danske lufthavne i efterårsferien. Virksomheden hjælper flypassagerer med at få økonomisk kompensation fra flyselskaberne ved forsinkelser og aflysninger. Opgørelsen dækker over samtlige danske lufthavne med civil rutefart: København, Billund, Aalborg, Aarhus, Bornholm (Rønne), Sønderborg, Midtjylland (Karup), Esbjerg og Odense.

I opgørelsen tæller en afgang som forsinket, hvis flyet letter mere end 15 minutter efter det planlagte afgangstidspunkt. Hvad angår de tre største danske lufthavene - København, Billund og Aalborg – var der i Københavns Lufthavn 938 forsinkede afgange ud af i alt 3.794, mens der i Billund var 76 forsinkede afgange ud af 368, og i Aalborg 69 forsinkede afgange ud af 182.

Sammenlignet med sidste års efterårsferie, hvor 27 procent af afgangene fra alle danske lufthavne var forsinkede, er der med dette års andel på 24 procent tale om et lille fald i forsinkelserne. Også antallet af aflysninger er faldet i forhold til efterårsferien sidste år. I Københavns Lufthavn blev 17 afgange i år aflyst, og i Billund blev kun en enkelt flyvning aflyst. I Aalborg var der slet ingen aflysninger i dette års efterårsferie.

”Det er glædeligt, at der i denne efterårsferie har været både færre forsinkelser og aflysninger, selv om det for dem, der oplever det, selvfølgelig er frustrerende at skulle bruge noget af den første ferietid på at vente i lufthavnen. Særligt i efterårsferien, hvor mange kun har en uge eller måske et par dage væk fra hverdagen, kan ventetiden føles som spild af værdifuld ferietid,” siger Benedikte Bolvig Lund, der er juridisk direktør i Flyhjælp.

Powered by Labrador CMS