Skærpet kontrol giver køkaos i lufthavnen
Rejsende kan også i de kommende dage møde lange ventetider før sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.
Flere hundrede passagerer missede til deres store frustration i går deres fly i Københavns Lufthavn, fordi der opstod køkaos og timelang ventetid inden sikkerhedskontrollen.
Årsagen var ændrede sikkerhedsprocedurer, som var kommet i stand efter et tilsyn fra Trafikstyrelsen.
Den skærpede sikkerhedskontrol er midlertidig, understreger Københavns Lufthavn i et interview med DR Nyheder.
Men passagerer skal forberede sig på, at der kan komme perioder med lange køer ind i næste uge og måske en uge mere, oplyser lufthavnens kommunikationschef, Lise Agerley Kürstein.
Hvorfor lufthavnen som en tyv om natten pludselig øger sikkerhedskontrollen, vil man ikke svare på.
- Vi har midlertidigt ændret nogle sikkerhedsprocedurer, fordi der er blevet identificeret nogle forhold, der gør, at vi bliver nødt til at ændre nogle ting for en periode.
- Jeg kan desværre ikke komme ind på det, fordi alt med sikkerhed kan vi desværre ikke rigtig dele med offentligheden, fortæller hun til DR Nyheder.
Den skærpede kontrol betyder blandt andet, at flere passagerer manuelt får tjekket deres baggage, og det tager længere tid, end hvis bagagen blev kørt gennem en maskine, forklarer kommunikationschefen.
- Det er heller ikke alle, der går igennem, som får deres baggage undersøgt manuelt, men der er flere, end der plejer. Det er et af de ændrede forhold, der er lige nu, siger hun.