De danske flyveledere får i gennemsnit en årsløn på omkring 1.176.000 kroner.

Flyveledere får løn og pension samtidig

En usædvanlig Naviair-ordning løfter erfarne flyvelederes samlede indkomst markant.

Offentliggjort

Kortere arbejdstider og markant lønstigning, lød kravene fra flyvelederne i Københavns Lufthavn i foråret 2023.

Flyvelederne, som dirigerer fly ind og ud af de danske lufthavne, var i forvejen blandt de højest lønnede statsansatte.

Men de ville have mere. Lønnen skulle løftes med 40 procent til 1,7 millioner kroner og oven i det en arbejdsuge, hvor de gennemsnitlige arbejdstimer blev sat ned til 32,5, lød det. Ellers ville de søge til andre lande og skabe endnu større mangel på flyveledere.

Efter måneders konflikt med forsinkede fly og dramatiske diskussioner i offentligheden endte det hele i en aftale, som kun få kom til at kende indholdet af. Indtil nu.

Flyene begyndte igen at afgå til tiden. Siden har der været tavshed fra parterne: på den ene side flyvelederne og på den anden side Naviair – det statslige selskab, som er ansvarligt for at dirigere flytrafikken ind og ud af danske lufthavne.

Men nu kan Berlingske løfte sløret for, hvilken ekstremt lukrativ aftale flyvelederne fik ud af forløbet.

En helt usædvanlig ordning giver menige medarbejdere over 55 år i statsselskabet mulighed for at opnå indtægter, som ellers kun ministre og andre højtplacerede embedsmænd kan komme i nærheden af.

Global mangel på flyveledere

Naviair bekræfter, at selskabet har taget et usædvanligt cirkulære i brug. Det gør det muligt for medarbejdere i Naviair at få både løn og tjenestemandspension på samme tid. Det har 51 ansatte taget imod, og de er sandsynligvis de højest lønnede menige statsansatte i Danmark.

»Vi har givet mulighed for, at medarbejdere kan blive genansat efter pensionering. Det betyder, at de både kan modtage deres tjenestemandspension og få løn fra deres nye ansættelse. Det har vi gjort, fordi der er mangel på arbejdskraft i hele verden,« siger Anette Ustrup Svendsen, der er kommunikationschef i Naviair.

De danske flyveledere får i gennemsnit en årsløn på omkring 1.176.000 kroner. Når de overgår til at få tjenestemandspension oveni, stiger den samlede aflønning til 1,5 millioner kroner, eller hvad der svarer til 125.000 kroner om måneden.

Det nærmer sig den løn, som mange af regeringens ministre får på omkring 1,6 millioner kroner om året.

Flyvelederne får oven i det bidrag til den øvrige pension og eventuel betaling for at tage ekstra vagter.

Derudover opnår børn til de ansatte på tjenestemandspension i Naviair også ret til et pensionsbeløb. Det gælder for hjemmeboende børn under 21 år. De modtager 19.877 kroner om året, hvis en forælder overgår til den særlige ordning i Naviair.

»Stærkt uhensigtsmæssigt«

De nye oplysninger får en af landets førende eksperter i offentlig økonomi til at spærre øjnene op.

»Det er stærkt uhensigtsmæssigt, at vi er endt i en situation, hvor flyvelederne er nødt til at få det her,« siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Han siger, at Naviair står med et stort dilemma, hvor det omvendt også ville være uhensigtsmæssigt ikke at give flyvelederne det, de forlanger.

»Man har begået fejl i fortiden, og flyvelederne nyder nu godt af, at der er uddannet for få. Samtidig ville en arbejdskonflikt have store konsekvenser for samfundsøkonomien.«

Berlingske har forelagt løn- og pensionsforholdene i Naviair for Jørgen Svendsen, der er selvstændig aktuar og pensionsspecialist. Han kalder flyveledernes situation »usædvanlig gunstig«. Og så rejser han flere spørgsmål ved konstruktionen, selvom den er fuldt lovlig.

Staten får både risiko og udgifter

Blandt andet undrer han sig over, at flyvelederne kan arbejde videre med både løn og pension. De har nemlig fået en særlig lav pensionsalder fra bare 55 år med den begrundelse, at de på grund af jobbets karakter ikke kunne fortsætte operativt i jobbet derefter.

»Når man afskediges ved aldersgrænsen, udløser det op til syv ekstra pensionsår. Når de dagen efter fortsætter i samme job på overenskomst, er den præmis væk,« siger han.

Desuden ser konstruktionen efter hans opfattelse ud til at påføre staten – og dermed skatteyderne – både en risiko og udgifter.

Anette Ustrup Svendsen påpeger, at Naviair – i modsætning til andre statslige virksomheder med tjenestemænd – indbetaler 27,4 procent i pensionsbidrag til flyvelederne. Derfor koster det ifølge hende ikke staten penge at betale både løn og pension til de pågældende flyveledere.

Ekspert: Risiko for staten

Jørgen Svendsen er ikke helt enig.

Det er netop blandt en aktuars opgaver at lave beregninger, så der er balance i livsvarige pensioner som tjenestemandspensioner.

Ifølge Jørgen Svendsens beregninger er bidraget på de 27,4 procent slet ikke nok til at dække pensionen til flyvelederne.

Satsen er fastsat af Finansministeriet ud fra statens egne forudsætninger om udviklingen i renter, levetider og løn. Og dermed er det staten, som bærer risikoen for, at tjenestemandspensionerne i Naviair bliver dyrere.

»Skulle en privat udbyder garantere det samme produkt – en livsvarig, lønindekseret pension med ægtefællepension og udbetaling fra 55-60 år – ville prisen efter mit skøn ligge i størrelsesordenen 35 til 50 procent af lønnen, ikke 27 procent,« vurderer Jørgen Svendsen.

Anette Ustrup Svendsen oplyser, at de 27,4 procent er udarbejdet af en ekstern aktuar på vegne af Finansministeriet og har ingen yderligere bemærkninger til Jørgen Svendsens vurdering.

Selskabet oplyser, at 51 flyveledere siden foråret 2025 er kommet på ordningen. I alt beskæftiger Naviair 270 flyveledere.

»Det fungerer sådan, at medarbejderne først forlader systemet, hvor deres ferie og en eventuel ekstra udbetaling bliver gjort op. Derefter får de i princippet en ny ansættelse,« siger Anette Ustrup Svendsen.

Hård kamp i 2023

Flyvelederne i Naviair førte gennem foråret 2023 en hård kamp for bedre løn- og ansættelsesforhold. Gennem deres fagforening, Dacta, så de gode muligheder for at opnå bedre forhold for deres medlemmer.

Luftfartsindustrien havde haft et par pauvre år efter coronapandemien, men nu var markedet kommet overraskende hurtigt tilbage. Flyvelederne var klar til at kaste meget ind i kampen og hyrede blandt andet Ulveman & Børsting, et af landets førende pr-bureauer.

Men det viste sig at være svært for flyvelederne. De fik i forvejen en høj løn, og opbakningen til endnu mere var svær at finde.

I stedet blev mange af deres hovedargumenter skudt ned.

Daværende transportminister Thomas Danielsen (V) kunne blandt andet oplyse til Folketinget, at der netto faktisk kom flere flyveledere hjem til Danmark, end der rejste ud.

Hemmelig aftale

Det hårde arbejdspres, som flyvelederne havde fortalt om, viste sig også at være begrænset, da først fakta kom på banen. Flyvelederne havde i gennemsnit arbejdet 38 timer om ugen, og altså ikke meget mere end en normal arbejdsuge, fremgik det af et andet svar til Folketinget.

Men pludselig blev der i sommeren 2023 indgået en hemmelig aftale mellem Datca og Naviair. Præcist hvad den indeholdt, kom aldrig frem.

Og i foråret 2025 greb Naviair så til den usædvanlige brug af et cirkulære, som gør det muligt både at betale tjenestemandspension og løn.

Naviair forklarer, at der er global mangel på flyveledere, og at virksomheden derfor er nødt til at betale særlig høje lønninger.

Flyveledere i Dubai

»Vi oplever, at nogle af vores flyveledere får arbejde i Dubai, hvor lønningerne er væsentlig højere,« siger Anette Ustrup Svendsen.

Men er der sket noget, siden den tidligere transportminister Thomas Danielsen i 2023 fortalte Folketinget, at der var flere flyveledere, der vendte hjem, end der rejste ud?

»I den periode, ministeren svarede om, var det tilfældet. Men det svinger meget.«

Er der stadig mange flyveledere, der søger mod Dubai, efter at krigen i Iran begyndte?

»Der sker meget i Mellemøsten, og det kan også påvirke udviklingen. Der er nok ikke mange, som tager job i Dubai lige nu.«

Skal tale dansk

Naviair har haft vanskeligheder med at få arbejdskraft udefra, fordi det er et krav, at deres flyveledere kan tale dansk. Det kan måske virke mærkværdigt, når dialogen mellem flyvelederne og piloter primært foregår på engelsk.

Naviair oplyser, at selskabet er begyndt at tilbyde danskundervisning. Men der er fortsat nogle, som ikke kan tale engelsk.

»Dansk anvendes fortsat i kommunikationen med en række brugere i luftrummet og på jorden, herunder aktører og samarbejdspartnere, som ikke nødvendigvis kommunikerer på engelsk,« siger Anette Ustrup Svendsen.

Ifølge hende vil en overgang til engelsk desuden kræve omfattende ændringer af procedurer, uddannelse og organisation.

Flyveledernes fagforeningen Datca mener, at lønningerne afspejler den manglende arbejdskraft, og at de er nødvendige for at fastholde flyveledere i Danmark.

»Det er vigtigt at fastholde flyveledere i Danmark, så de ikke får lyst til at søge udenlands til for eksempel Schweiz eller Mellemøsten, hvor der er meget lukrative vilkår og et lavere skattetryk,« skriver Lennart Alban, formand for Datca, i en mail.

Kilde:

Berlingske: https://www.berlingske.dk/virksomheder/loenfest-i-statsvirksomhed--giver-gigantloen-til-pensionerede-medarbejdere

Powered by Labrador CMS