Emirates: Stærk efterspørgsel og øget fokus på Norden

Luftfartsselskabet Emirates fløj 8,6 millioner passagerer i juli og august og går ind i vinterprogrammet med stærk vækst i antallet af bookinger.

Offentliggjort

Samtidig fortsætter luftfartsselskabet med at opgradere flåden, udbygge Premium Economy og styrke sit tilbud i Norden. 

Efterspørgslen er fortsat høj på tværs af Emirates’ globale rutenetværk, og især Premium Economy fortsætter med at vokse. Luftfartsselskabet tilbyder nu Premium Economy og sine nyeste kabineprodukter på i alt 137 fly. 

Opgraderingen af flåden fortsætter også hen over vinteren. Indtil videre i år har Emirates modtaget 18 nye fly, og yderligere seks Airbus A350-fly forventes leveret inden årets udgang. 

Styrker tilbuddet i Norden 

Udviklingen mærkes også i Norden. Fra den 1. oktober vender Emirates’ Airbus A380 også tilbage på ruten mellem København og Dubai. Flyet er opgraderet som led i luftfartsselskabets omfattende retrofitprogram og tilbyder blandt andet Emirates’ Premium Economy-kabine.

I vintersæsonen er Thailand, Mauritius, Maldiverne, Sri Lanka, Bali, Sydafrika og Australien blandt de største destinationer for danske rejsende fra København via Dubai. 

Helsinki bliver en del af Emirates’ rutenetværk den 1. oktober og vil fra starten blive betjent med Airbus A350. I Stockholm indsætter Emirates i oktober en opgraderet Boeing 777 på ruten med luftfartsselskabets nyeste kabineprodukter. 

Premium Economy er nu tilgængelig på flyvninger til 90 destinationer, og tilbuddet vil blive udvidet yderligere inden årets udgang. 

Emirates fortsætter samtidig med at investere i produktet om bord. I år har luftfartsselskabet blandt andet introduceret nye nakkestøtter på Economy Class, et nyt elektrisk justerbart sæde på Premium Economy med en skillevæg i fuld højde mellem sæderne samt næste generation af Emirates-lounger. 

Også internettilbuddet udbygges. Næsten 50 Emirates-fly er nu udstyret med Starlink, og installationen fortsætter i takt med opgraderingen af flåden. 

Stærk efterspørgsel forud for vinteren 

Emirates oplyser, at vinterbookingerne udvikler sig positivt, selv om flere rejsende end tidligere bestiller tættere på afrejsedatoen. 

Samtidig fortsætter Dubai med at tiltrække mange rejsende. I anden halvdel af august steg antallet af Emirates-passagerer, der ankom til byen, med syv procent sammenlignet med samme periode sidste år. 

Kilde: Ritzau

Powered by Labrador CMS