Charterferiens rejse fra luksusvare til folkeeje: Så dyrt var det at rejse i 1956
Da Spies for 70 år siden indrykkede den første annonce, kostede den fire ugers lange ferie på Mallorca næsten en hel månedsløn. I dag kan en tilsvarende ferie købes for omkring en fjerdedel af en gennemsnitlig månedsløn.
En af årets travleste og dyreste ferierejseuger nærmer sig, nemlig efterårsferien. Men er det egentlig så dyrt at rejse i 2026? Var det, som mange af os typisk vil tænke, meget billigere at rejse i gamle dage? I anledningen af at Danmarks største rejsearrangør fejrer 70-års jubilæum, har Spies været en tur i arkiverne og undersøgt prisen på den første charterferie, og sammenlignet den med prisen på den samme rejse i dag.
Dengang kostede ferien en formue
Da Spies indrykkede deres første annonce i 1956, gik turen til Mallorca, hvor gæsterne kunne anskaffe sig en fire ugers ferie. De første gæster blev sendt afsted i januar 1957. Rejsen kostede 995 kroner. Omregnet til nutidens købekraft og økonomi svarer det til omkring 20.000 kroner. Rejsen foregik dog under helt andre forhold end i dag. De første gæster rejste gennem Europa med tog og skib, og transporten kunne tage mere end et døgn. I dag flyver gæsterne direkte til Mallorca på få timer, samtidig med at hotelstandard, komfort og rejseoplevelse generelt er blevet markant forbedret.
Samtidig udgjorde ferieudgiften en langt større del af danskernes løn end en rejse vil gøre i dag. Hvor charterferien i 1950'erne var et luksusgode for relativt få danskere, er den i dag blevet tilgængelig for brede dele af befolkningen.
Antallet af arbejdstimer fortæller historien bedst. Hvor de første Spies-gæster skulle arbejde op mod seks uger for at få råd til fire uger på Mallorca, kan en gennemsnitlig dansker i dag tjene den samme ferie hjem på godt én arbejdsuge.
"Da Spies begyndte at sende danskere sydpå, var en udlandsrejse noget, de færreste havde råd til. I dag er charterferien blevet en naturlig del af mange danskeres liv, og det er en udvikling, som Spies har været med til at drive gennem syv årtier," siger Sofie Folden Lund, kommunikationschef hos Spies.
Stigende velstand og et mere tilgængeligt rejsemarked
Ifølge Ann Lehmann Erichsen, Danmarks nye ambassadør for finansiel dannelse i EU, illustrerer tallene, hvor markant mere tilgængelig charterferien er blevet for danskerne gennem de seneste 70 år.
"Når en ferie er gået fra at koste omkring en månedsløn til få dages arbejde, fortæller det en historie om både stigende velstand og et mere tilgængeligt rejsemarked. Mange fokuserer på, at priserne er steget, men glemmer, at lønningerne er steget endnu mere. Reallønnen er vokset gennem årtierne, og danskerne er blevet markant rigere. Derfor har langt flere i dag råd til at rejse, end de havde i 1950'erne," siger Ann Lehman Erichsen.
Rejser er rykket op ad prioriteringslisten
Udviklingen handler dog ikke kun om billigere og mere effektive rejser. Den afspejler også en markant ændring i danskernes forbrugsmønstre gennem de seneste årtier. Ifølge Ann Lehmann Erichsen prioriterer danskerne i dag en mindre del af deres indkomst på nødvendigheder end tidligere generationer, mens oplevelser og rejser fylder mere i budgettet.
"Vi bruger i dag en mindre del af vores indkomst på mad, mens vi bruger en større del på rejser og oplevelser. Det hænger sammen med, at vi er blevet rigere, og at langt flere har økonomisk mulighed for at prioritere ferie og fritid," siger Ann Lehmann Erichsen.
Ifølge hende er charterferien derfor ikke kun en historie om transport og turisme, men også om danskernes voksende velstand og ændrede forbrugsvaner. Hvor tidligere generationer brugte størstedelen af deres indkomst på nødvendigheder, er ferie og oplevelser i dag blevet en naturlig prioritet for mange danskere.
Spies fylder 70 år
I 2026 fylder Spies 70 år. Det markerer vi ved at åbne feriealbummet og fortælle historier om, hvordan danskernes ferie har forandret sig gennem syv årtier – fra de første chartereventyr til den måde, vi rejser på i dag. Om destinationerne, flyrejsen, maden, menneskene, vanerne og alle de minder, vi har taget med hjem. Meget har ændret sig siden 1956, men ønsket om den gode ferie består. I 70 år har Spies sendt danskerne afsted på ferier, de ikke vil hjem fra.