Luftfart
Air Baltic planlægger at afskedige 300 piloter og kabineansatte
Fagforening kræver, at udvælgelsesprocessen sættes på pause – nedskæringerne er en del af flyselskabets bredere rekonstruktion.
Det lettiske flyselskab Air Baltic planlægger at reducere sin arbejdsstyrke med omkring 300 personer, herunder cirka 100 piloter og 200 kabineansatte. Meddelelsen er en del af selskabets omfattende rekonstruktion, som tidligere blev vurderet til at berøre mellem 500 og 700 stillinger på dets baser i Riga, Tallinn og Vilnius. Det endelige antal berørte medarbejdere er endnu ikke fastlagt.
Personalenedskæringerne sker på baggrund af Air Baltics økonomiske vanskeligheder og selskabets igangværende rekonstruktion under den amerikanske Chapter 11-konkurslovgivning. Flyselskabet ansøgte om beskyttelse under ordningen i New York den 14. september, efter at tidligere finansieringsforhandlinger med eksisterende långivere ikke havde ført til en tilstrækkelig løsning.
Formålet med Chapter 11-processen er at give selskabet mulighed for at omstrukturere sin gæld og drift under domstolstilsyn, samtidig med at flyvningerne kan fortsætte. I forbindelse med ansøgningen præsenterede airBaltic en finansieringspakke på op til 350 millioner euro fra en gruppe af finansieringskilder. Den amerikanske domstol har godkendt finansieringsstrukturen, som skal bidrage til at sikre selskabets likviditet under rekonstruktionen.
Loading ..