Annons:

Erhvervsrejsegigant i nyt mega-opkøb

GBT køber Egencia i overraskende handel, som vil skabe global mastodont på erhvervsrejser.

Erhvervsrejsekoncernen American Express Global Business Travevl, GBT, har afgivet et såkaldt ”bindende tilbud” på at overtage en anden storspiller på markedet, erhvervsrejsebureauet Egencia. Egencia ejes af Expedia-gruppen der, som en del af betalingen for Egencia, nu har udsigt til at blive medejer af hele GBT-koncernen.

Egencia har især markeret sig som det internationale erhvervsrejsebureau, der formentlig er længst fremme med at tilbyde digitale løsninger til kunderne. I forbindelse med salget til GBT er det aftalt, at Expedia, der har været en drivende kraft bag produktudviklingen i Egencia, indgår i en ”langsigtet strategisk kommerciel aftale med GBT”.

At Expedia har store forventninger til det nye samarbejde lægger topchefen for rejsekoncernens erhvervsdivision, Ariane Gorin, ikke skjul på. I en fælles pressemeddelelse siger hun: “Vi ser frem til at blive medejere af GBT og vores langsigtede samarbejde, der skal styrke Egencia og GBT på samme måde som vi gør for tusinder af andre rejsebureauer”. Gorin henviser dermed til, at Expedia leverer den software og knowhow samt, i mange tilfælde, også det konkrete inventory, som tusinder af rejsebureauer tilbyder slutkunderne fra deres egne internet-platforme.

Aftalen mellem GBT og Expedia har så store implikationer på det globale erhvervsrejsemarked, at den skal godkendes af myndigheder i bl.a. England og USA. Godkendelserne skal sikre, at der ikke med handlen skabes en så betydende storspiller på markedet, at det går ud over den fri konkurrence blandt erhvervsrejsebureauer.

Ifølge GBT-topchefen, Paul Abbot, vil der også fremover blive ”investeret i Egencia-brandet”, som dermed ikke har udsigt til at blive udfaset på samme måde som det skete, da GBT for et par år siden købte en anden storspiller blandt erhvervsrejsebureauerne, britiske HRG. I hvert fald ikke på den korte bane.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.