Annons:

Danskerne gav hotellerne sommerrekord – men bekymringerne er alligevel store

Med overnatningstal fra august kan sommeren nu gøres op. De fortæller om en rekord for højsæsonen, men inflation og stor økonomisk usikkerhed skaber bekymring i erhvervet.

Da den sidste omgang restriktioner bortfaldt i februar, var der næppe mange i hotelerhvervet, der turde tro på, at sommeren ville byde på en samlet overnatningsvækst for branchen. Særligt i hovedstaden savnede man de internationale besøgende. Ikke desto mindre var der i juni, juli og august 13,6 pct. flere overnattende på hotellerne sammenlignet med rekordåret i 2019.

Selv de udenlandske overnatninger gik frem med 0,2 pct. i sommermånederne, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

”Det er rigtig glædeligt, at efterspørgslen lynhurtigt vendte tilbage til store dele af oplevelseserhvervet. Det havde blandt andre hotellerne brug for efter to udmagrende coronaår. Og vi er ikke i tvivl om, at virksomhederne kunne have fået endnu flere gæster, hvis den nødvendige kvalificerede arbejdskraft havde været til rådighed,” siger Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA.

Selvom tallene vækker stor glæde, så er bekymringerne bestemt ikke forbi, understreger Kristian Nørgaard.

”Vi har et erhverv, som vi kan være stolte af, og som vi alle holder af at gøre brug af, men desværre er den ene krise nu blevet erstattet af en anden. Mange virksomheder oplever lige nu, at der dumper historisk store regninger ind ad brevsprækken. Så store stigninger i udgifterne kan betyde, at det simpelthen er umuligt at skabe en sund forretning,” fortæller HORESTAs politiske direktør.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.