Skoleferien er slut – nu falder prisen på sommerrejser markant

Danskere, der har mulighed for at rejse efter skolernes sommerferie, kan spare flere tusinde kroner per person. En familie med to voksne og to børn kan i konkrete tilfælde spare 9.000 kroner ved at rykke ferien fra juli til august.

Offentliggjort

Skolebørnene er tilbage i klasselokalerne, men for danskere, der ikke er bundet af skolernes sommerferie, kan det være et særdeles godt tidspunkt at pakke kufferten. Priserne på sommerrejser falder nemlig mærkbart, når højsæsonen i juli er overstået. Hos Danmarks største rejsebureau, Spies vurderer man, at det ikke er usædvanligt at kunne spare 4.000-5.000 kroner per person ved at rejse i august frem for midt i juli. ”Der sker et markant skift i priserne, når skolernes sommerferie slutter. Når efterspørgslen falder efter højsæsonen, kan man ofte få den samme ferie markant billigere. Samlet set kan man sagtens skære omkring en tredjedel af rejsens pris – og i nogle tilfælde endnu mere”, siger Sofie Folden Lund, kommunikationschef i Spies.

9.000 kroner billigere for en familie

Et konkret pristjek på Spies' familiehotel Sunwing Alcudia Beach på Mallorca næste sommer illustrerer forskellen. En afrejse den 10. juli koster ca. 12.000 kroner per person og ca. 33.000 kroner for en familie med to voksne og to børn. Rejser den samme familie i stedet den 14. august, er prisen aktuelt ca. 9.000 kroner per person og 24.000 kroner for familien. Det svarer til en besparelse på 9.000 kroner for familien alene ved at flytte ferien godt en måned. Priserne er øjebliksbilleder og kan ændre sig, ligesom forskellen varierer betydeligt afhængigt af destination, hotel, lufthavn og afrejsedato.

August kan være den oversete sommermåned

Prisfaldet skyldes især, at efterspørgslen ændrer sig markant, når de danske skoler begynder igen. For børnefamilier er juli traditionelt blandt årets mest eftertragtede rejseperioder, mens presset letter i august. Det kan mærkes direkte på prisen for den samlede ferie. I august er der typisk bedre priser og større rabatter end i skolernes sommerferie, og derfor kan der være flere tusinde kroner at spare per person.

”Har man fleksibiliteten, er august et rigtig godt tidspunkt at kigge efter sommerferie. Vejret er fortsat sommerligt, men priserne er kommet ned på et andet niveau. Og jo mere fleksibel man er med dato, destination og hotel, desto større kan besparelsen blive”, siger Sofie Folden Lund.

Også blandt Spies' kunder er der fortsat interesse for at rejse i sensommeren. I den seneste salgsuge lå salget af augustrejser seks procent over samme uge sidste år. Blandt de bedst sælgende rejsemål den seneste uge var Cypern, Mallorca og Kreta, mens Sunwing Cala Bona Seafront, Sunwing Sandy Bay Beach og Sunwing Alcudia Beach var de tre bedst sælgende hoteller.

Sidste øjeblik kan give endnu større besparelser

For de mest fleksible rejsende kan der være yderligere penge at hente ved at vente på en afbuds- eller ”sidste øjebliks”-rejse. Hos Spies betegnes afbudsrejser som rejser med afrejse inden for tre måneder. Her sættes ledige pakkerejser løbende til salg, og derfor varierer både priser og udbud afhængigt af efterspørgslen og de rejser, der er tilbage.

”Afbudsrejser er især interessante for dem, der kan pakke kufferten med relativt kort varsel og ikke har låst sig fast på ét bestemt hotel eller rejsemål. Så kan der være rigtig gode priser at finde. Men det er lidt et spørgsmål om is i maven, for de billigste rejser kan også forsvinde hurtigt”, siger Sofie Folden Lund.

Så meget kan tidspunktet betyde

  • Samlet potentiel besparelse ved at rejse i august frem for midt i juli: ca. 4.000-5.000 kr. per person.

  • En familie med to voksne og to børn kan i konkrete tilfælde spare omkring 9.000 kr. ved at flytte ferien fra juli til august.

  • I august er der typisk bedre priser og større rabatter end i skolernes sommerferie.

  • Tommelfingerregel: Rejsen kan i mange tilfælde blive omkring en tredjedel billigere efter skolernes sommerferie.

  • Den konkrete besparelse afhænger af blandt andet destination, hotel, afrejsedato, lufthavn og den aktuelle efterspørgsel.

Powered by Labrador CMS