Et torv med caféborde og hvide parasoller omgivet af høje, farverige bygninger.

Spanien holder fast i danskerne

Nye tal viser, at Spanien igen topper danskernes ferievalg, mens flere samtidig venter længere med at booke sommerferien.

Offentliggjort

Sidste år toppede Spanien igen-igen listen over danskernes foretrukne rejsemål. Det skriver TV2.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Men selvom de varmere himmelstrøg trækker mest i danskerne, kan de seneste dages varme vejr i Danmark godt få flere danskere til at blive hjemme, vurderer turismechef.

Spanien har toppet i 24 år

Spanien har de sidste mange år toppet listen over danskernes yndlingsdestinationer for længere ferierejser.

Faktisk har Spanien ligget øverst på listen siden 2002, fremgår det af tal fra statistikmyndigheden.

I 2025 var Spanien destination for hele 15 procent af danskernes rejser, når det drejer sig om ferier med fire overnatninger eller flere.

Det viser en interviewundersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget blandt omkring 6000 danskere over 15 år.

Det næstmest populære rejsemål var Italien, som 10 procent rejste til. Grækenland og Tyskland delte tredjepladsen, mens Frankrig og Sverige delte femtepladsen.

"Coolcation" bliver ved snakken

Danskernes higen efter varmere himmelstrøg understreger ifølge turismechef i Dansk Industri Lars Winther, at begrebet coolcation endnu ikke har bidt sig fast i den danske befolkning.

- Meget er, som det plejer. Danskerne foretrukne rejsemål er stadig altovervejende de varmere destinationer, så coolcation-trenden er nok noget, der mere bliver talt om, end noget, der egentlig fremgår af tallene, siger han til TV 2.

Coolcation er sammentrækning af de engelske ord for "kold" og "ferie" og er en betegnelse for at søge mod køligere klimaer i ferien.

Tidligere tal har vist, at antallet af overnatninger i Danmark foretaget af turister fra lande syd for Danmark er steget i juni, juli og august.

Men udviklingen er altså ikke tydelig blandt danskerne, vurderer Lars Winther.

- De seneste års varme på de sydlige breddegrader afskrækker tilsyneladende ikke danskerne, siger han.

I flere europæiske lande er der netop blevet sat nye varmerekorder, mens flere hedebølger raserede Europa sidste år.

Kortere ferier er koldere

Til gengæld er der et køligere islæt at spore i danskernes rejsevaner, når det kommer til korte ferierejser med tre overnatninger eller færre.

Her ligger Tyskland klart øverst på listen; 32 procent af danskernes rejser i 2025 havde Tyskland som destination, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Sverige kommer ind på en andenplads med 24 procent, mens Norge halter ind på en tredjeplads med 7 procent.

Mere populært at booke i sidste øjeblik

De seneste dages varme i Danmark kunne til gengæld godt få en del danskere til at fravælge en tur sydpå, mener Dansk Industris Lars Winther.

- Sådan en ordentlig omgang varme kan godt få flere til at vælge at holde ferie i Danmark i år, siger han.

Lørdag blev den højeste temperatur nogensinde målt i Danmarks historie.

Det skyldes også, at danskerne i stigende grad dropper langtidsplanlægningen til fordel for bookinger i sidste øjeblik og en præference for fleksible afbestillingsforsikringer.

- Vi vil som forbrugere gerne have mulighed for at beslutte os så sent som muligt, og man kan se, at last minute-bookinger er en tendens i branchen, forklarer Lars Winther.




Powered by Labrador CMS