Halloween løfter Tivoli mod ny rekord
Mere end 600.000 gæster fik Tivoli til at hæve forventningerne til årets resultat.
Således forventer Tivoli nu en omsætning i niveauet 1.425 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 160 mio. kr. De senest udmeldte forventninger for 2026 var en omsætning i niveauet på 1.400 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr.
Dermed forventer Tivoli at levere et bedre resultat end rekordregnskabet i 2025, der endte med en omsætning på 1.345 mio. kr. og et resultat før skat på 156 mio. kr.
Adm. direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch, siger:
”Vi er glade for den store opbakning til Halloween i Tivoli. Nu glæder vi os til at tænde julelysene i Haven og byde gæsterne velkommen til Jul i Tivoli, der åbner fredag den 13. november”
Halloween i Tivoli tiltrækker flere gæster
Opjusteringen kommer på baggrund af en historisk stærk Halloween-sæson. Alene i oktober steg omsætningen med godt 20 pct. sammenlignet med samme måned sidste år, mens månedens resultat nåede et historisk højt niveau.
Halloween i Tivoli har gennem 20 år udviklet sig til en eftertragtet efterårstradition blandt Havens gæster. I forbindelse med sidste års jubilæum blev sæsonen forlænget med en ekstra uge for at give flere mulighed for at opleve Tivoli i efterårsferien og ugerne omkring den. Udvidelsen er blevet taget godt imod, hvorfor Tivoli i år valgte at gøre forlængelsen permanent. I 2025 besøgte over en halv million gæster Halloween i Tivoli, mens gæstetallet i år er steget til mere end 600.000.