Aalborg Lufthavn mærker fald på København-ruten
September blev årets travleste måned, men lavere indenrigstrafik trak passagertallet 3,1 procent under sidste års rekordniveau.
I september 2026 var der 158.827 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn mod 163.988 i september sidste år, der var den største september i syv år og den andenstørste måned nogensinde i lufthavnens historie. Det svarer til en mindre tilbagegang på 3,1 procent, der primært skyldes mindre indenrigsaktivitet.
År til dato er Aalborg Lufthavn fortsat foran på passagertallene – med en fremgang på 2,0 procent i forhold til samme periode i 2025.
Indenrigsruten til København trak september i en mere afdæmpet retning
Det var indenrigstrafikken til og fra København, der satte sit præg på den samlede udvikling i september. Aktiviteten på ruten til København lå under sidste års høje niveau, hvor både kapacitet og efterspørgsel var stærk, mens flyselskaberne i år fortsat tilpasser sig de aktuelle vilkår i branchen.
- September 2025 var generelt en meget stærk måned, og i september i år ser vi samme tendens i indenrigstrafikken som i de forgangne måneder. Det hænger fortsat sammen med kapacitetstilpasninger i forhold til den geopolitiske udvikling. Til gengæld er der i løbet af september sket et positivt ryk prismæssigt på ruten til København, som kan have stor betydning for de fritidsrejsende. Effekten af dette får vi forhåbentligt at se i løbet af efteråret, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Udenrigsruterne bidrog positivt til september-trafikken
På udlandsområdet var der fortsat god aktivitet i september, hvor blandt andet London-ruten og sydeuropæiske rejsemål som Nice og Alicante var store trækplastre. Dertil spiller Amsterdam fortsat en vigtig rolle med gode videreforbindelser ud i verden.
- Det er positivt, at udenrigstrafikken samlet holder niveauet fra sidste år. Her er vi også glade for at få Oslo tilbage på programmet, hvor SAS går op på 6 ugentlige afgange i slut oktober. Vi ser en god efterspørgsel på flere af de direkte udenrigsruter, og det giver et godt afsæt for arbejdet med både eksisterende og kommende rejsemuligheder fra Aalborg. Sommerprogrammet for 2027 begynder også at tage form, hvor der blandt andet er udsigt til ekstra afgange med Corendon til Gazipasa i Tyrkiet. Ellers bliver det spændende at se, hvad sommersæsonen næste år yderligere byder på, hvilket skulle komme på plads snarest, slutter Niels Hemmingsen.