Annons:

Direktør i DRF, Lars Thykier

Politikere laver ny låneordning til pressede rejsebureauer

Giver op til seks års henstand med tilbagebetaling af overkompensation efter forkert rådgivning fra myndigheder. DRF betegner aftale som ”en møgløsning”.

Da danske rejsebureauer sidste år fik kompensation for beløb, de havde forudbetalt til leverandører som f.eks. hoteller, blev rejsebureauerne orienteret om, at hvis det lykkedes dem at få pengene tilbage fra deres leverandører, så kunne de blot beholde dem; At staten altså accepterede, at rejsebureauerne så var blevet ”overkompenseret” ved, at de havde modtaget kompensation for et tab, de havde vundet ind igen.

Men det løfte kom ikke til at holde.

Efterfølgende viste det sig nemlig, at det ifølge EU-regler er ulovligt at overkompensere virksomheder med Corona-relateret statsstøtte. Derfor måtte Rejsegarantifonden, som havde leveret den forkerte information til rejsebureauerne, trække i land. I stedet fik bureauerne at vide, at overkompensation skulle tilbagebetales, – og at det skulle ske hurtigt.

I alt skønner DRF, at rejsebureauerne er blevet overkompenseret med mindst 200 mio. kr. Og tilbagebetaling af et så stort beløb vil formentlig tvinge adskillige bureauer til lukning, efter mere end et års Corona-krise. Vurderer i hvert fald DRF.

Brancheorganisationen har derfor gennem længere tid beklaget sig højlydt over myndighedernes forkerte rådgivning og kontante tilbagebetalingskrav. Og det har et politisk flertal på Christiansborg nu imødekommet med en politisk aftale, der giver rejsebureauerne henstand med tilbagebetalingen; I stedet for at betale overkompensationen tilbage med det samme skal bureauerne betale tilbage i løbet af en seksårig periode.

 

DRF: En møgløsning

Ifølge DRF’s direktør, Lars Thykier, er den nye politiske aftale dog en regulær ”møgløsning”; ”Problemet er, at mange rejsebureauer måske først begynder at tjene penge i 2022 eller 2023, så med en så markant forøgelse af de eksisterende lån vil det være en stakket frist, fordi mange ikke har pengene til at afdrage på lånene”, siger Lars Thykier til Berlingske. ”Med det sagt, så er det bare en møgløsning, der ikke holder branchen i live,” tilføjer han.

Het omvendt ser erhvervsminister Simon Kollerup på den nye aftale, som han betegner som ”fair og rimelig”. Kollerup understreger, at han godt forstår rejsebureauernes frustration over først at få forkert vejledning fra myndighederne, og derpå blive straffet økonomisk for at følge den forkerte vejledning

”Det var måske ikke den løsningsmulighed, de (rejsebranchen, red.) helst ville have haft, men det er den, der er mulig” siger Simon Kollerup til Berlingske. Han tilføjer, at han ikke håber at ”det er det her strå, der får kamelens ryg til at knække, når man nu får muligheden for at betale tilbage over en seksårig periode”.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.