”Selvfølgelig skal det være sådan, at man kan udleje sit sommerhus eller sin lejlighed. Men det skal jo ikke være sådan, at man nemt kan omgå de regler, der blandt andet skal sikre, at København ikke udvikler sig til et nyt Venedig, hvor turister har fortrængt den lokale befolkning. Alt det vil regeringen fremlægge forslag til at ændre”.
Sådan lød ordene fra statsminister Mette Frederiksen (S) i hendes åbningstale ved Folketingets åbning tirsdag middag.
Og med det er der tændt et håb for det professionelle overnatningserhverv og en del beboere i landets storbyer, der har råbt op om denne dagsorden i årevis.
Hos HORESTA vækker statsministerens ord glæde.
“Med denne udmelding fra statsministeren lader det til, at regeringen endelig tager fat på lovgivningen for korttidsudlejning for at sikre, at den tager bedre hensyn til faste beboere i landets storbyer samt det professionelle overnatningserhverv,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.

Justeringer af den nuværende lovgivning er vigtige, påpeger HORESTA.
”Den nuværende lovgivning på området er dybt konkurrenceforvridende. Det har den i praksis været i flere år, hvor stadig flere udlejere bryder loftet over udlejningsdage og ikke indberetter korrekt til skattemyndighederne. Vi ønsker ikke at begrænse danskernes frihed til at udleje eller leje boliger på en fleksibel måde. Men vi ønsker at sætte en stopper for, at privat udlejning mange steder bliver så systematisk, at den mest af alt minder om regulær hoteldrift på ekstremt gunstige skatte- og udlejningsvilkår,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Regeringen præsenterer snart evalueringen af sommerhusloven, hvor regeringens tiltag til regulering af korttidsudlejning forventes præsenteret i samme forbindelse.