Børnetegninger kan få plads på Norwegian-fly

Norwegian samler tegninger fra børn ombord og donerer til UNICEF, mens udvalgte værker kan ende på flyenes haler.

Offentliggjort

Kampagnen, som er et samarbejde mellem Norwegian og UNICEF Norge, hedder Art in the Air og løber fra d. 28. september til d. 11. oktober. I denne periode får alle børn ombord Norwegians internationale flyvninger et tegnehæfte og farveblyanter til at tegne lige præcis det, de synes skal være på en ny Norwegian-hale. For hver tegning, der bliver indsamlet, donerer Norwegian et beløb til UNICEF – op til i alt 350.000 norske kroner.

På den måde er børnenes tegninger med til at gøre en forskel for andre børn.

”Når børns tegninger får en så synlig plads som på et fly, sender det et stærkt budskab: Det som børn tænker og mener, betyder noget. Børn har ret til at udtrykke sine synspunkter og til at blive hørt. Gennem Art in the Air bliver børnenes egne perspektiver løftet op og når langt udover papiret. Vi takker Norwegian for et vigtigt og langvarigt engagement i børns rettigheder, og alle børns ret til at dele det, som er vigtigt for dem,” siger Maria Greenberg Bergheim, Generalsekretær i UNICEF Norge.

Et udvalg af tegningerne bliver udvalgt til at pryde halen på et Norwegian-fly, som efter planen lanceres næste år i forbindelse med markeringen af 20 års samarbejde mellem Norwegian og UNICEF Norge.

Hver måned rejser tusindvis af børn med Norwegian, og kabinepersonalet modtager allerede mange tegninger fra de yngste passagerer. I løbet af de næste to uger håber Norwegian at modtage så mange tegninger som muligt fra børn, der samtidig for mulighed for at bruge deres kreativitet og tegninger til at hjælpe andre og støtte UNICEF's arbejde for børn.

Jo flere tegninger, der kommer ind, jo større bliver bidraget til UNICEF.

Praktiske informationer:

  • Kabinepersonalet udleverer tegnehæfte og et sæt farveblyanter til børn ombord

  • Forældre skal underskrive en samtykkeerklæring i tegnehæftet, inden det leveres tilbage til personalet, som giver Norwegian tilladelse til eventuelt at benytte tegningen på halen af et fly

  • Tegnehæftet afleveres til kabinepersonalet, når tegningen er færdig, eller når flyet lander

  • Børnene kan beholde farveblyanterne

Powered by Labrador CMS