Annons:

Høje omkostninger gav SUN-AIR røde tal på bundlinjen i det seneste regnskabsår.

Et bekostelig søgsmål mod en amerikansk samarbejdspartner, der i mange år har serviceret selskabets flymotorer, kostede i det seneste regnskabsår SUN-AIR et større tocifret millionbeløb i advokatudgifter. Samtidig har sagen holdt seks fly på jorden og det har spændt ben for de næste skridt i genopbygningen af selskabets rutenet.

Koncernen kom ud af regnskabsåret 2022/23 med et underskud 22,6 mio. kroner mod et underskud på 1,6 mio. kroner året før. Omkostningerne til søgsmålet i USA ligger i den del af koncernen, som står for ruteaktiviteterne, som derfor kommer ud af året med et minus på 12,3 mio. kroner.

SUN-AIR, som siden 1996 har udført ruteflyvninger som franchisepartner med British Airways, er godt i gang med at genopbygge det rutenet, der år efter år var hjørnestenen i en sund forretning indtil COVID-19 i 2020 satte alle fly på jorden. SUN-AIR har på nuværende tidspunkt genoptaget driften af fire ruter ud af Danmark og passagertallene er i positiv udvikling.

– Det er et langt og sejt træk at genopbygge rutedriften efter mere end 2,5 års nedlukning, men kunderne kender os og vores produkt og kommer gradvis tilbage på vores direkte ruter fra Billund til London City, Manchester, Düsseldorf og Göteborg. Vi har et klart mål om at åbne flere ruter, og det kommer til at ske i et tempo, der matcher efterspørgslen, siger Niels Sundberg.

Forretningsbenet JoinJet, der er specialiseret i firma- og forretningsflyvning med charterfly, havde et år præget af høje driftsomkostninger i forhold til aktiviteten og noterer sig for et underskud på 4,6 mio. kroner. SmuuthCare, som er førende inden for ambulanceflyvning, er fortsat en rentabel forretning og tjente 1,9 mio. kroner i regnskabsåret. Den resterende del af årets underskud kan henføres til K/S-selskaber, hvor koncernen sammen med andre investorer ejer fly, som i øjeblikket står på jorden.

– Jeg er bestemt ikke tilfreds med regnskabet, men jeg hæfter mig også ved, at væsentlige dele af koncernen udvikler sig positivt. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi fortsat har en solid økonomi, hvilket er helt afgørende for koncernens fortsatte udvikling, siger Niels Sundberg. SUN-AIR Aviation Group havde ved udgangen af regnskabsåret 2022/23 en egenkapital på 103,5 mio.
kroner. Endnu vigtigere er, at vi har kompetencerne og viljen til fortsat at være en del af luftfarten i Danmark.

 

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.