Nyheder

To norske ejere overtager hele ejerskabet i Fjord Line

I over tredive år har Fjord Line sejlet mellem Norge og Danmark. Nu samles ejerskabet af Norges mest moderne færgerederi hos to familieejede, norske selskaber.

Offentliggjort

De nuværende ejere Kontrari og West Coast Invest overtager Ferds andel af Fjord Line og vil dermed eje det norske færgerederi med en ligelig andel på 50 procent hver.

– Fjord Line får nu to ambitiøse ejere, som kender både branchen og selskabet, tænker langsigtet og har stor tro på Fjord Line. Det er et stærkt fundament for at føre Fjord Line ind i fremtiden, siger koncernchef Brian Thorsted Hansen i Fjord Line.

Siden starten i 1993 er Fjord Line vokset til Norges næststørste internationale færgerederi. Selskabet transporterer omkring én million passagerer årligt mellem Norge og Danmark med daglige afgange mellem Bergen, Stavanger og Hirtshals samt Kristiansand og Hirtshals.

Strategisk og finansiel styrkelse

I forbindelse med transaktionen tilfører de nye ejere Fjord Line frisk egenkapital.

– Kapitalindskuddet styrker rederiets finansielle handlefrihed og er et tydeligt signal om langsigtede ambitioner. Det betyder meget for den retning, vi skal sætte, og den hastighed, vi skal holde. Fjord Line har aldrig været bedre rustet, og vi glæder os til at udnytte dette handlerum bedst muligt, siger Brian Thorsted Hansen.

Investering og modernisering

Sammen med det Egersund-baserede Kontrari har Ferd været hovedejer af Fjord Line siden 2015. I 2023 blev West Coast Invest fra Bergen medejer i selskabet.

Finansielt og strategisk har tiårsperioden været præget af betydelige investeringer for at sikre langsigtet konkurrencekraft. Selskabet har rendyrket sin position som den førende aktør på Vestlandet og Sørlandet mod kontinentet. En vigtig milepæl var leveringen af den nye hurtigfærge Fjord FSTR. Med dobbelt passager- og bilkapacitet styrkede dette tilbuddet på ruten Kristiansand–Hirtshals markant.

Samtidig har Fjord Line indtaget en førende position inden for bæredygtighed. Krydstogtsfærgerne MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord er verdens første LNG-drevne krydstogtsfærger. Da covid-pandemien og krigen i Ukraine ramte, benyttede Fjord Line muligheden for yderligere at opgradere skibene med nye og endnu mere effektive motorer.

– Vi har moderniseret, investeret og optimeret. Fjord Line i dag er et mere strømlinet selskab end nogensinde før, med bedre skibe, en klarere position og en stærkere bæredygtighedsprofil. Det er et godt udgangspunkt for at starte en ny vækstfase, siger Thorsted Hansen.

Powered by Labrador CMS