Hotel
Stigende efterspørgsel på møder og konferencer
Målt på kroner og øre går det nu bedre for danske konference- og mødearrangører end før corona. Flere aktører har meldt sig på markedet, og det giver større diversitet i udbuddet.
Efter landets genåbning oven på corona er efterspørgslen på møder og konferencer steget markant.
”Vi gik ind i 2023 med bookinger for 43 millioner kroner. Til sammenligning havde vi ved indgangen til 2019, som vi ellers oplevede som et godt år, bookinger for 19 millioner kroner,” fortæller direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid i en pressemeddelelse.
Sammen med efterspørgslen er udbuddet også steget siden corona, og stadigt flere kulturinstitutioner og andre venues er også begyndt at udbyde møder og konferencer i deres lokaler.
Marlene H. Sylvester-Hvid vurderer, at den høje efterspørgsel på møder og konferencer i særdeleshed skyldes et øget behov for fysisk samvær efter coronapandemien.
Hun fortæller desuden, at forbruget per konferencegæst er 40 procent højere i 2023 sammenlignet med 2019. Det skyldes ifølge direktøren, at flere konferenceturister vælger at overnatte tæt på konferencecentret, så de har mere tid til socialt samvær.