Analyse
Skal du til Thailand? Her er 7 overraskende regler, du bør kende til, inden du rejser
Hvert år rejser hundredtusindvis af danskere til Thailand – og særligt over jul og nytår er det et populært feriemål for mange danskere. Men selv i “smilets land” findes der love og regler, som kan overraske, og i nogle tilfælde koster de både bøder og – i værste fald – fængselsstraf. ERGO Forsikring guider dig uden om lovovertrædelserne og præsenterer 7 overraskende regler, du skal kende til, inden du rejser.
Lige så traditionsrig som flæskestegen er juleaften, er turen til Thailand over vinteren blevet et must for mange danskere. Og i år er det mere oplagt end nogensinde for danskerne at flyve langt væk, da der er mulighed for 16 sammenhængende feriedage for den almindelige lønmodtager.
Derudover afslører nogle af de seneste rejsetal fra momondo, at det er markant billigere at tage til Thailand i år end sidste år. Nye tal fra rejsesøgemaskinen viser nemlig, at flybilletter til Bangkok og Phuket i Thailand i gennemsnit er henholdsvis 2.016 og 1.711 kroner billigere i år end sidste år. Bangkok topper samtidig listen over danskernes mest søgte rejsemål i julen 2025.
Dog er det ifølge Peter Steen Olsen, talsperson for ERGO Forsikring i Danmark, vigtigt at tage sine forholdsregler, når man rejser til lande med andre normer og kulturer, for det er ikke altid givet, at reglerne og lovene er ens:
“Det er altid vigtigt at være opmærksom på, hvor man rejser hen og at kende sin rejseforsikring, og hvordan man er dækket, inden man tager afsted. Danskere i Thailand er fx hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort, og derfor opfordrer vi hos ERGO Forsikring altid til at tegne en privat rejseforsikring, før man rejser til Thailand. Ligesom det selvfølgelig er vigtigt at sætte sig ind i lokale normer, skikke og regler, så man undgår at havne i uønskede situationer,” siger Peter Steen Olsen.
7 gode råd til turen til Thailand: Så hvis du er en af de mange danskere, der planlægger at tilbringe julen eller vinteren i Thailand, er det værd at kende disse syv regler, inden du pakker kufferten:
Øl-selfies er forbudtUndgå at tage billeder, hvor alkohol er synligt. I Thailand er det ulovligt at promovere alkohol – også på sociale medier. Et billede med et synligt logo eller alkoholisk drik kan give bøder på op til 100.000 DKK eller et års fængsel.
Træd ikke på thailandsk valutaThailands valuta bærer kongens billede, og at træde på sedler eller mønter kan opfattes som en fornærmelse af monarkiet. Det kan straffes med både bøde og fængsel.
Spyt ikke tyggegummi på gadenAt smide eller spytte tyggegummi på gaden kan koste op til 4.000 DKK. Kan du ikke betale på stedet, risikerer du fængsel.
Ingen tur på casinoHasardspil har været ulovligt i Thailand siden 1935 – med undtagelse af det statsejede thailotteri og hestevæddeløb, så lad den store drøm om milliongevinsten blive hjemme. Selv online poker på mobilen kan give problemer.
Tjek op, før du siger “Smiiiil” Visse templer og buddhastatuer må ikke fotograferes, og brug af droner kræver særlig tilladelse. Tjek derfor reglerne, før du hiver kameraet op ad lommen.
Kør ikke bil i bar overkropIngen bil i bar kas’. At køre bil i bar overkrop betragtes som upassende opførsel i Thailand og kan give bøder. Så gem den bare overkrop til stranden.
Rygeforbud på mange strande
Der gælder rygeforbud på strandene i visse turistområder, det gælder fx Koh Samui, Pattaya, Phuket, Prachuap Khiri Khan, Chon Buri og Songkhla provinserne. Man kan risikere en høj bøde eller fængsel i op til et år. Det er desuden ulovligt at være i besiddelse af og/eller benytte e-cigaretter, og brud på lovgivningen kan medføre bøde og/eller fængselsstraf på op til 10 år.