Lufthavne
Regnefejl hos Skat kapper kæmpebeløb af krav mod lufthavn
Et stort skatteopgør med ejerne af Københavns Lufthavne om milliardoverførsler til skattely er blevet en halv milliard kroner mindre på grund af en regnefejl i renteberegningen hos Skat.
Dermed ser pengetanken ATP og den canadiske pensionskasse Ontario Teachers’ Pension Plan ud til at slippe billigere ud af skatteslagsmålet, skriver Finans.
Sagen skal for Østre Landsret i slutningen af året.
Det er den tidligere lufthavnsejer, den australske kapitalfond Macquarie, som i en årrække førte 2,7 milliarder kroner fra Danmark til Luxembourg og videre til Bermuda uden at betale skat i Danmark. Macquarie ejer i dag halvdelen af TDC-koncernen.
I 2017 overtog ATP og det canadiske pensionsselskab 58 procent af lufthavnsaktierne fra Macquarie, og de hænger nu på sorteper, hvis Skat vinder sagen, skriver Finans.