Lufthavne

Pludselig strejke skaber kaos i Københavns Lufthavn

En pludselig strejke fra lufthavnspersonalet har lukket sikkerhedskontrollen og skaber nu kæmpe køer i Københavns Lufthavn. Kenni Leth, der er pressechef i lufthavnen, kalder det en ”ulovlig strejke”

Offentliggjort

Lige nu kan ingen rejsende komme igennem sikkerhedskontrollen ved Kastrup Lufthavn. Det skyldes, at lufthavnsvagterne er gået i en pludselig strejke, rapporterer svenske Expressen.

– Passagerer kan forvente store forsinkelser, fortæller Kenni Leth, pressechef i lufthavnen, til TV2.

Ifølge Ulla Thygesen fra Vagtfunktionærenes Fagforening skyldes den pludselige strejke, at lufthavnen for nylig fyrede 12 ansatte på grund af, ifølge fagforeningen, uklare årsager.

– Jeg kan bekræfte, at det er en ulovlig strejke i øjeblikket, siger Kenni Leth ifølge Expressen.

Lufthavnsledelsen forsøger nu at holde sikkerhedskontrollen i gang alligevel.

– Vi vil gøre, hvad vi kan for at holde individuel sikkerhedskontrol åben, men passagererne kan forvente store forsinkelser, siger Kenni Leth.

Ifølge TV2 er der enorme køer inde i lufthavnen nu. En passager fortæller BT om kaosset.

– Det vælter ind med mennesker. Vi har stået i kø i tre kvarter, og vi ved ikke, hvad der sker. Vi får heller ikke noget af vide, så det er dybt utilfredsstillende, siger han.

Der rapporteres, at sikkerhedskontrollen i lufthavnen nu er fuld, og at folk står i kø ned til check-in-området.

Det er endnu uklart, hvor længe strejken vil vare.

Powered by Labrador CMS