Nyheder

Nyt glamping-koncept i Nordens største safaripark

Campingpladser med luksus vinder mere og mere indpas hos danskerne og svenskerne. Nu kan det opleves i Nordens største vildt- og naturpark, Eriksberg i Sverige.

Offentliggjort

Sæt ordene ”glamourøs” og ”camping” sammen og du får glamping. Et nyt koncept, der nu kan opleves i Nordens største safaripark i det sydvestlige Sverige.

– Med det nye glamping-koncept kan vi tilbyde en endnu større safarifølelse, hvor man bor i naturen og midt blandt parkens vilde dyr, siger Per-Arne Olsson, adm. direktør i Eriksberg Hotel & Nature Reserve.

Inspirationen til teltets simple og luksuriøse udtryk findes i militærhistorien og var den type, der blev brugt i den amerikanske borgerkrig. Det skriver VisitSweden.

– Glamping har dét til fælles med camping, at det giver unikke natur- og dyreoplevelser, som det er tilfældet her i Eriksberg. Den bedste beskrivelse er måske, at man med det nye glamourøse indkvarteringskoncept i Eriksberg kan indlogere sig på et hotelværelse med teltdug og dermed have udsigt til de mange vilde og fascinerende dyr, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Glamping-teltet er indrettet, så det matcher savanne-konceptet med hørstof og møbler bygget af egetræ med messingdetaljer.

Glamping-teltet i Eriksberg er håndsyet af to unge sejlmagere, der er i gang med deres uddannelse inden for skibsbygning på Skeppsholmen i Stockholm.

Vildt- og naturparken Eriksberg har både kronvildt, dådyr, bisoner og vildsvin.

Powered by Labrador CMS