Analyse
Ny undersøgelse: Danskerne skærer ned på hverdagsforbrug for at have råd til ferie
Næsten halvdelen af danskerne skærer ned på restaurantbesøg, mode og luksusvarer for at beskytte deres feriebudget, ifølge nye data fra Hotels.com.
Trods stigende priser prioriterer mange danskere fortsat at rejse. En ny undersøgelse fra Hotels.com1 blandt 1.000 danskere viser, at ferie fortsat fylder meget i danskernes økonomi, og at mange vælger at spare på andre områder i hverdagen for at få råd til at rejse.
Særligt blandt yngre danskere er viljen til at prioritere rejser tydelig. Generation Z er den gruppe, der i højst grad ønsker at fastholde deres ferieplaner og samtidig er mest villige til at ændre deres øvrige forbrug for at få råd til dem.
Rejser spiller en vigtig rolle – især for unge
For mange danskere handler ferie ikke kun om afslapning, men også om mental sundhed og tid med familie og venner.
Et flertal af danskerne (52 %) mener, at ferie er afgørende eller meget vigtig for deres mentale velbefindende, stressreduktion eller familietid. Blandt Generation Z (18-29 år) gælder det 63 %, mens kun 26 % af de 61-80-årige svarer det samme.
Prioriteringen afspejler sig også i danskernes planer for de kommende år. Halvdelen af danskerne (51 %) forventer at rejse omtrent lige så meget i de næste 12 måneder, mens 29 % planlægger at rejse endnu mere.
Generation Z er mest optimistisk. 47 % af de unge forventer at rejse mere, mens kun 10 % af den ældste aldersgruppe planlægger det samme. Samtidig er det også blandt de ældre, at flest forventer at rejse mindre (14 %).
Danskerne justerer deres rejsevaner
For at få rejsebudgettet til at række længere bruger mange danskere forskellige strategier. Den mest udbredte er at rejse uden for højsæsonen eller i skuldersæsonen, hvilket 39 % angiver.
Derudover tilpasser mange danskere deres måde at planlægge rejser på:
- 33 % leder efter tilbud og fleksible bookingmuligheder
- 29 % booker fly og overnatning i god tid
- 28 % vælger mere budgetvenlige destinationer
- 21 % bruger bookingsider til at sammenligne priser og finde de bedste tilbud
Sidstnævnte strategi er mest udbredt blandt Generation Z, hvor 29 % bruger tredjeparts bookingsider til at finde de bedste priser.
Der er også forskel på, hvordan generationerne vælger at overnatte. 27 % af Generation Z bor på flere forskellige hoteller under samme rejse for at finde bedre priser fra nat til nat. Til sammenligning gælder det 10 % blandt de ældste rejsende.
“Danskerne er fast besluttede på at fortsætte med at rejse, og især yngre voksne er opfindsomme – de booker tidligere, vælger billige overnatninger og skifter endda mellem forskellige hoteller for at spare penge. Når budgettet bliver strammere, ser vi gang på gang, at folk prioriterer oplevelser frem for ting, selvom de er nødt til at skære ned på andre udgifter for at kunne rejse.” siger Christie Hudson, rejseekspert hos Hotels.com.
Sådan sparer danskerne for at have råd til ferie
For at finansiere deres rejser skærer mange danskere ned på andre udgifter i hverdagen.
De mest almindelige områder er:
- Restaurantbesøg og takeaway (42 %)
- Nyt tøj, sko eller accessories (41 %)
- Luksusfødevarer og specialiteter (40 %)
- Boligindretning, møbler eller renovering (33 %)
Ifølge undersøgelsen viser det, at rejser fortsat er en høj prioritet for mange danskere, selv i en periode med stigende priser.