Analyse

Ny årsrekord på Øresundsbron – næsten 8 millioner passager

Med næsten 8 millioner passager i 2025 sætter Øresundsbron ny årsrekord. Brotrafikken steg med 5,5 procent sammenlignet med den seneste årsrekord sidste år. Broens 25-års jubilæum har været præget af stærk fritidstrafik, øget pendling, rekordhøj lastbiltrafik og flere topnoteringer.

Offentliggjort

– 2025 blev rekordernes år på Øresundsbron. Vi har slået rekord for dag, uge, måned og sommer og topper jubilæumsåret med den højeste trafik på årsbasis nogensinde. Pendling og fritidstrafik stiger, lastbiltrafikken er rekordstor, antallet af elbiler vokser, og på Peberholm er der i år registreret flere ynglende fuglearter end nogensinde før, siger Linus Eriksson, administrerende direktør på Øresundsbron.

Allerede den 8. december blev sidste års trafikrekord på 7.573.367 passager overgået. Når nytårsklokkerne ringer, forventes næsten 8 millioner passager at være registreret ved Øresundsbrons betalingsanlæg.

– Malmö har sat rekord i antal gæsteovernatninger hen over sommeren, og Københavns Lufthavn har – ligesom Øresundsbron – registreret rekord efter rekord for rejseaktivitet. Øresundsregionen blomstrer, og potentialet er endnu større, ikke mindst i takt med at flere udenlandske turister søger nordpå, siger Linus Eriksson.

Her præsenteres rejsetrends, trafikstatistik og rekorder på Øresundsbron i 2025.

Pendlingen steg næsten 9 procent

Pendlingen over Øresundsbron fortsætter med at stige. Det er ikke kun antallet af pendlerture, der stiger. Flere mennesker pendler også over broen.

Pendlingen med bil over Øresundsbron steg i perioden januar–december med næsten 9 procent sammenlignet med samme periode året før. Ved udgangen af november var der cirka 6 procent flere aktive pendleraftaler sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Rekordmange lastbiler over broen

Lastbiltrafikken fortsatte stigningen, der tog fart i 2024. Med over 600.000 passager for lastbiler over ni meter er den tidligere lastbilrekord fra 2022 (597.559 passager) slået.

Andelen af elbiler er steget med 45 procent

I perioden januar-november 2025 blev der registreret cirka 1.300.000 passager med elbiler (primært personbiler) på Øresundsbron. Til sammenligning var der henholdsvis 600.000 og 900.000 elbiler i samme periode i 2023 og 2024, hvilket svarer til en stigning på 45 procent i forhold til sidste år og 115 procent siden 2023. Andelen af elbiler i perioden januar–november 2025 udgjorde cirka 18 procent af den samlede vejtrafik.

Powered by Labrador CMS