Fly
Nu kan Københavns Lufthavn lagre grøn strøm
Københavns Lufthavn har taget et vigtigt skridt i arbejdet med omstillingen af driften: De har netop sat gang i et stort batterisystem, der skal hjælpe dem med at bruge strøm fra solceller mere effektivt.
I et opslag på LinkedIn skriver Københavns Lufthavn at de er en af de første lufthavne i Europa, der har installeret et stort batteri til lagring af strøm fra vedvarende energi. Batterisystemet har en kapacitet på 900 kW / 1.200 kWh, hvilket svarer til en families gennemsnitlige elforbrug i tre måneder.
I de kommende måneder skal det undersøges, hvordan man kan lagre strøm fra solceller og bruge den på de rigtige tidspunkter – for eksempel til at lade elbiler – så lufthavnens CO₂-udledning mindskes.
Lufthavnen tester også, om batterisystemet kan støtte det danske elnet ved at levere strøm, når der er brug for det.
Arbejdet med batterisystemet er en del af EU-projektet ALIGHT, hvor Lufthavnen sammen med en række europæiske partnere finder løsninger, der kan mindske luftfartens klima- og miljøaftryk.
Bag styringen af batterierne står Hybrid Greentech – Energy Storage Intelligence, som har udviklet en digital løsning, der automatisk fordeler strømmen mellem solceller, ladestandere og elnettet, mens Danish Technological Institute bidrager med viden om sikkerhed og IT.
De kommende måneder samles erfaringer med batterisystemet, som de kan dele med andre lufthavne i Europa gennem ALIGHT.