Fly

Norwegian-koncernen leverer rekordresultat for 2025 og øger udbyttet

I 2025 leverede Norwegian-koncernen et driftsresultat (EBIT) på 3.732 millioner norske kroner – det højeste i selskabets historie.

Offentliggjort

Resultatet for fjerde kvartal endte med et driftsresultat (EBIT) på 21 millioner NOK, en betydelig forbedring fra et negativt resultat i samme periode i 2024. Bestyrelsen vil foreslå et udbytte på 0,80 NOK per aktie for 2025, i alt 844 millioner NOK, forudsat en godkendelse på generalforsamlingen.

Norwegian-koncernen havde 6,2 millioner passagerer i fjerde kvartal, hvoraf 5,2 millioner fløj med Norwegian og 1,0 million med Widerøe. Sammenlignet med samme periode året før, er dette en stigning i antal passagerer for begge selskaber.

I hele 2025 havde koncernen i alt 27,3 millioner passagerer, en øgning fra 26,4 millioner i 2024.

”Jeg er tilfreds med at fremlægge det bedste årsresultat i Norwegians historie, et resultat, som Widerøe også bidrog til. Dette viser, at kunderne værdsætter vores produkt og den service, vi giver. Den gode udvikling medfører, at vi fortsat kan betale udbytte til aktionærerne, samtidig med, at vi kan fortsætte med at investere i fremtiden – blandt andet i en af Europas mest moderne flyflåder,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Punktligheden for Norwegian, målt i antal afgange indenfor 15 minutter af planlagt tid, var på 83,2 procent i kvartalet, en markant forbedring fra 78,4 procent i samme kvartal sidste år. Punktligheden for Widerøe var 84,4 procent.

Powered by Labrador CMS