Fly
Mand anholdt for forsøg på at omdirigere mexicansk rutefly til USA
En passager overfaldt en kabineansat og forsøgte at presse piloten til at omlægge mexicansk flys rute til USA.
En 31-årig mand er i mexicanske myndigheders varetægt, efter at han søndag under en ruteflyvning overfaldt en kabineansat og forsøgte at presse flyets kaptajn til at flyve til USA i stedet for den mexicanske by Tijuana.
Det oplyser Mexicos luftfartsmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hændelsen fandt sted under en ruteflyvning mellem Leon i det centrale Mexico og Tijuana, som ligger ved den nordvestlige grænse til USA.
Flyet endte med at måtte nødlande i den internationale lufthavn i Guadalajara efter kun tre kvarter på vingerne.
– En person overfaldt en kabineansat og forsøgte at trænge ind i cockpittet for at omdirigere flyet til USA, lyder det i en pressemeddelelse fra Mexicos luftfartsmyndighed.
Det lykkedes flyets besætning at overmande passageren – som efter sigende skulle have været ude at rejse med sin familie – og udstede et nødsignal, så flyet kunne få lov til at nødlande.
Det skriver BT