Fly

Lille fremgang i Aalborg Lufthavns passagertal for maj

I maj 2024 var der 136.204 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn, som var en lille fremgang på 1,5 procent i forhold til samme måned sidste år. Mens måneden bød på et lavere antal indenrigsrejsende end sidste år, var der en fremgang på knap 7 procent i antallet af rejsende til udlandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et stort spansk ruteprogram sikrer momentum i udenrigstrafikken

Med over 5.000 flere rejsende til Spanien i år i forhold til maj 2023, må man sige, at de spanske ruter fra Aalborg Lufthavn er i høj kurs hos de danske rejsende. Det er særligt ruterne Alicante, Barcelona og Girona, der sikrer en fremgang i udenrigstrafikken i forhold til samme måned sidste år, hvor ruterne ikke var på maj-programmet fra Aalborg.

– Vi har i maj haft næsten lige så mange rejsende til Spanien som til Amsterdam med KLM, hvor der er 4 daglige afgange. Det vidner om, hvor populær Spanien er for de danske ferierejsende, og med hele 13 afgange om ugen med rutefly til Alicante, Barcelona, Girona, Malaga og Mallorca, byder sommeren på det største spanske ruteprogram nogensinde fra Aalborg Lufthavn. Dertil kommer flere charterafgange. Der er derfor et hav af feriemuligheder at vælge imellem, når turen går sydpå, som så bliver suppleret på bedste vis, når vi starter juni op med ruteåbningen til Nice – direkte med Norwegian, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Powered by Labrador CMS