Fly
Konsolidering fortsætter: Lufthansas køb af italienske Ita gennemført
Det tyske flyselskab Lufthansas køb af en stor del af italienske Ita Airways er nu gennemført. Lufthansa afgav et bud på selskabet allerede i januar for to år siden, men efter forhandlinger og anmeldelser fra EU-Kommissionen er handlen først nu i havn. Foto: Viggo Cavling
Lufthansa køber 41 procent af Ita Airways for, hvad der svarer til cirka 2,3 milliarder DKK, med option på at købe resten af selskabet fra den italienske stat, startende allerede i 2025.
I alt er det ifølge AFP en investering, der svarer til 6,33 milliarder DKK.
“Med denne investering styrker vi nu det italienske og europæiske luftfartsmarked og Lufthansas position som nummer et i Europa,” skriver Lufthansas CEO Carsten Spohr i en meddelelse.
Købet er et led i den store proces med at konsolidere det europæiske luftfartsmarked. En del af samme proces er, at Air France-KLM i dag er partner i SAS og forventes at overtage selskabet helt om få år. Forbilledet er USA, hvor luftfartsmarkedet blev konsolideret for mange år siden.