Fly

KLM fejrer 15-års jubilæum i Aalborg Lufthavn

Fredag den 27. marts 2026 kunne KLM og Aalborg Lufthavn fejre 15-års jubilæum for den direkte rute mellem Aalborg og Amsterdam. Siden den første afgang i marts 2011 har tæt på 2,5 millioner passagerer fløjet med ruten, som i dag med fire daglige afgange spiller en central rolle for både virksomheder og ferierejsende, der har adgang til destinationer i hele verden via Amsterdam Airport Schiphol.

Offentliggjort

KLM’s rute mellem Aalborg og Amsterdam har gennem 15 år udviklet sig til en af de vigtigste internationale forbindelser fra Nordjylland – med lige omkring 32.500 fly i luften til og fra den store europæiske hub-lufthavn. Jubilæet blev derfor her fredag den 27. marts fejret på bedste vis med en pyntet gate og lagkage til alle rejsende på dagens fire KLM-afgange til Amsterdam samt bobler i Aalborg Airport Lounge.

– KLM-ruten til Amsterdam har haft meget stor betydning for Aalborg Lufthavn og for hele Nordjylland gennem de sidste 15 år. Det er en international rute, som åbner op for rejser til hele verden og skaber stærke forbindelser for både erhvervslivet og de mange fritidsrejsende. At tæt på 2,5 millioner passagerer har rejst på ruten i perioden, understreger dens store værdi. Samtidig er jubilæet også en anledning til at fremhæve det gode samarbejde og den stærke relation, vi gennem alle årene har haft med KLM, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

15 år med en succesfuld international rute og et stærkt partnerskab

KLM indledte ruten mellem Aalborg og Amsterdam den 27. marts 2011, hvor den første afgang var klokken 12.29 med et af de ikoniske Fokker 70-fly. Siden er ruten blevet udvidet med flere daglige afgange og større fly. Den vigtige rute har været med til at gøre det lettere for nordjyderne at komme ud i verden – og for internationale gæster at få adgang til Nordjylland. Jubilæet markerer dermed ikke alene 15 år med en stærk flyrute, men også 15 år med et tæt og værdifuldt partnerskab mellem KLM og Aalborg Lufthavn.

– I løbet af disse 15 år med flyvninger til Aalborg har vi altid haft et meget godt og åbent forhold til det professionelle ledelsesteam i Aalborg Lufthavn. Vi er meget taknemmelige for al den støtte, vi har fået fra Niels Hemmingsen og hans team. I dag fejrer vi jubilæet sammen med vores kunder. Ved KLM-gaten er der kage til alle, og i loungen bliver der serveret cava til alle gæster i forbindelse med dagens fire KLM-afgange, siger Tom Verbugt, General Manager North Europe, Air France-KLM.

Med KLM’s sommerprogram 2026, der omfatter 96 europæiske destinationer og 68 interkontinentale destinationer, er det meste af verden kun én mellemlanding væk fra Aalborg.

Powered by Labrador CMS