Fly
Fra i dag tillader Emirates ikke længere brug af powerbanks ombord
Fra og med i dag er det ikke længere tilladt at benytte powerbanks ombord på Emirates’ fly. Emirates flyver dagligt fra Københavns Lufthavn til Dubai med forbindelse til over 140 destinationer på seks kontinenter. Alle fly har strømudtag ved sæderne, så passagerer nemt kan oplade deres enheder undervejs.
”Sikkerhed er altid vores højeste prioritet. Ved ikke længere at tillade brug af powerbanks ombord og sikre, at de opbevares synligt og let tilgængeligt i kabinen, kan vores kabinepersonale hurtigt reagere, hvis der skulle opstå en situation. Samtidig har alle Emirates fly strømudtag ved sædet så passagererne kan oplade deres enheder hele vejen til Dubai og videre ud i verden,” siger Morten Balk, Country Manager Denmark, Emirates.
Regler for powerbanks ombord på Emirates-fly:
- Passagerer må medbringe én powerbank under 100 watt-timer.
- Powerbanks må ikke benyttes til at oplade personlige enheder under flyvningen.
- Opladning af en powerbank via flyets strømudtag er ikke tilladt.
- Powerbanks skal være tydeligt mærket med kapacitetsinformation.
- Ombord skal powerbanks opbevares i sædelommen eller i håndbagagen under sædet foran – ikke i bagagehylden.
- Powerbanks er fortsat ikke tilladt i indtjekket bagage.
De nye regler er gældende for alle Emirates-passagerer, også rejsende fra Danmark. Emirates anbefaler, at man oplader sine enheder fuldt ud inden afgang fra København – især på de lange ruter videre fra Dubai til Asien, Afrika, Australien og Amerika.
Årsag til ændring Efter en omfattende sikkerhedsvurdering indfører Emirates de nye regler for at reducere risikoen for hændelser forbundet med lithium-batterier. Antallet af passagerer, der benytter powerbanks, er vokset markant de seneste år, og har ført til flere batterirelaterede hændelser i luftfartsbranchen globalt.