Analyse

Flyåret 2025: Hvert fjerde fly fra Danmark kom forsinket afsted

2025 har budt på en markant stigning i antallet af forsinkede fly fra danske lufthavne. Næsten 25 procent af flyene lettede i år med forsinkelse mod knapt 16 procent i 2024, viser det årlige indeks fra Flightright. Til gengæld ligger antallet af aflysninger lidt lavere end sidste år.

Offentliggjort

Hvert fjerde fly lettede i år med forsinkelse fra de danske lufthavne, hvilket er en markant større andel end i 2024, hvor det var hvert sjette fly, der kom forsinket i luften.

Det viser årets Flightright Indeks, der hvert år i december offentliggøres af Flightright, der er Europas førende forbrugerportal for flypassagerrettigheder.

33.621 flyafgange ud af 135.123 – svarende til næsten 25 procent – har i perioden 1. januar til 9. december været forsinkede i mere end et kvarter. I 2024 var denne andel nede på knap 16 procent. Til gengæld ligger antallet af flyaflysninger en smule lavere end sidste år. 914 flyafgange fra danske lufthavne er i år blevet aflyst. I 2024 var det 971.

I Europa er det Portugal, der procentuelt har flest forsinkede fly – 41 procent – efterfulgt af Irland og Grækenland med henholdsvis 40 og 38 procent. Det europæiske gennemsnit er 32 procent.

Spørgsmålet om flyforsinkelser og passagerernes ret til at søge kompensation er i øjeblikket genstand for et større slagsmål på EU-plan, hvor forhandlingerne om revisionen af EU’s forordning om flypassagerers rettigheder er gået i hårdknude.

Ifølge de nuværende regler skal et fly være tre timer forsinket, før passagerer kan få kompensation. Men EU’s transportministre – med Danmarks transportminister Thomas Danielsen for bordenden – har ønsket at ændre tidsgrænsen til fire eller seks timer, afhængigt af rejsens længde. Det har Europa-Parlamentet modsat sig.

Ifølge Benedikte Bolvig Lund, der er advokat og juridisk direktør i Flyhjælp, som er den danske afdeling af Flightright, mener, at det øgede antal forsinkelser understreger, hvor vigtigt at fastholde de rettigheder, som flypassagererne har i øjeblikket.

”Tallene taler deres tydelige sprog. Der er tydeligvis plads til forbedring, hvad angår flyforsinkelser, og det kalder i virkeligheden på mere forbrugerbeskyttelse – og ikke mindre,” siger Benedikte Bolvig Lund.

Sagen om en ændring af forordningen skal nu – efter sammenbruddet under det danske formandskab – behandles i et forligsudvalg mellem Europa-Parlamentet og Rådet, der efter nytår har Cypern som formand.

Benedikte Bolvig Lund hæfter sig ved, at Europa-Parlamentet i forhandlingerne har holdt fanen højt over for EU’s transportministre.

”Europa-Parlamentet har gjort det meget tydeligt, at de ikke vil acceptere en højere tidsgrænse for kompensation end de nuværende tre timer. Jeg håber, at det efterhånden står klart, at en revision kun kan gennemføres, hvis flypassagerernes rettigheder ikke forringes,” siger Benedikte Bolvig Lund.

Powered by Labrador CMS