Fly
DCC & Shell Aviation Denmark lander første SAF-kunde på ny global Book & Claim-platform
Som led i en ny SAF-aftale om medarbejdernes firmarejser bliver Københavns Lufthavn nu den første danske virksomhed, der kommer ombord på Shells digitale, globale platform Avelia. Det sker med lufthavnens indkøb af Sustainable Aviation Fuel (SAF) til at kompensere for egne medarbejderflyvninger.
Avelia-platformen understøtter bl.a. Book & Claim-princippet som en helt ny leverancemodel for på det danske marked, der rækker ud over traditionelle tilgange som massebalance og dråbe-til-dråbe leverancer.
Samarbejdet markerer et vigtigt skridt for DCC & Shell Aviation Denmark i arbejdet med at tilbyde flere fleksible leverance- og allokeringsmodeller for SAF i Danmark. Med Shells Avelia-platform bliver Book & Claim-princippet nu et supplement til de eksisterende leverancemodeller, forklarer CEO, Kasper Tranberg.
”De seneste år har vi set en tydelig stigning i efterspørgslen på SAF. Udviklingen drives både af regulativer som EU’s stigende krav til iblanding af SAF, men også af virksomheders egne ambitioner om at reducere klimaaftrykket fra flyrejser og luftfragt. Københavns Lufthavns ønske om at kompensere klimaaftrykket fra medarbejdernes egne flyrejser med SAF er et godt eksempel på præcis det,” siger han.
”Det er konkrete initiativer som disse, der driver omstillingen af luftfarten fremad. Og selvom vores leverance til Københavns Lufthavn faktisk sker fysisk via rørlinjen fra vores SAF-lager på Prøvestenen, så baserer al sporbarhed og dokumentation i aftalen sig for første gang herhjemme på Avelia-platformen. Dermed tager vi reelt de første skridt for at demonstrere for andre danske virksomheder, hvordan SAF-leverancer nu også kan ske via Book & Claim,” tilføjer han.
I Københavns Lufthavn bidrager aftalen til at reducere Scope 3-udledninger fra medarbejdernes flyrejser. SAF-leverancen giver Danmarks største lufthavn en samlet klimareduktion på i alt 296 tons CO2. Avelia-platformen leverer de tilhørende klimacertifikater og den dokumentation, der indgår i lufthavnens klimaregnskab.