Analyse

Danskerne rejser videre trods krig, kriser og klimabekymringer

I en ny undersøgelse fra ERGO Forsikring bliver det slået fast, at hverken den globale verdenssituation eller klimaforandringer ændrer på danskernes rejseforsikringer eller rejselyst – dog anbefaler forsikringsselskabet altid rejsende at være godt forberedt uanset destination.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens nyhedsbilledet raser med overskrifter om krig, klimaforandringer og geopolitiske spændinger, rejser mere end 9 ud af 10 (94,8 pct.) danskere videre som hidtil – og det med de samme rejseforsikringer som før.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for rejseforsikringsselskabet ERGO Forsikring, tidligere Europæiske Rejseforsikring. Samme undersøgelse viser også, at næsten hver anden dansker (44,5 pct.) ikke har planer om at ændre i sin rejseforsikring hverken som følge af den globale verdenssituation eller klimaforandringer.

Det er til trods for, at vi i de seneste år har set eksempler på blandt andet klimaforandringernes effekt på feriedestinationer som for eksempel den græske solskinsø Rhodos, der i 2023 blev ramt af stærke skovbrande eller Italien, der i sommeren 2024 blev ramt af usædvanligt voldsomme haglbyger.

Øgede udfordringer på ferien

Mere end hver fjerde (29,6 pct.) svarer desuden, at den nuværende verdens uro ikke ville ligge til grund for at købe rejseforsikring – og dette er til trods for, at samme undersøgelse viser, at hver fjerde (26,5 pct.) af danskerne ikke har en rejseforsikring.

“Det er positivt at se, at danskerne stadig er meget rejselystne, og at mange sikrer sig dækning via rejseforsikringen. Men for den fjerdedel af danskerne, der ikke har en rejseforsikring, er det vigtigt at påpege, at uforudsete udfordringer på rejsen stiger i takt med, at vejret bliver mere ekstremt – og man kan nemt ende i situationer, hvor man ender med en stor regning, hvis man ikke er dækket,” siger CFO og talsperson for ERGO Forsikring i Danmark, Peter Steen Olsen.

Særligt Sydeuropa har været ramt af voldsomt vejr med alt fra tørke og ekstrem varme til ødelæggende haglstorme og oversvømmelser. Dette går til gengæld ikke ubemærket hen hos danskerne. Dårligt vejr på ferien er på listen hos hver fjerde dansker (26 pct.) over ting, de ville ønske, de kunne forsikre sig mod inden afgang.

Sprogbarrierer bekymrer

Står man først i en kritisk situation forårsaget af fx uvejr eller sygdom, er det misforståelser i sproget, de fleste danskere er nervøse for, bliver et problem.

Ifølge undersøgelsen viser tallene, at hvis skaden sker, og man får brug for hospitalshjælp, vil fire ud af ti (42,3 pct.) være nervøse for, om de får den rette eller tilstrækkelige hjælp som følge af sprogbarrierer.

“Det er meget forståeligt, at mange danskere er nervøse for, om en sprogbarriere kan stå i vejen for god behandling i udlandet. Den usikkerhed er netop også, hvad vi hjælper med at forhindre, hvis ulykken sker på ferien, fx gennem vores videokonsultationstilbud, hvor vores kunder kan snakke med en dansktalende læge, så man hurtigt kan få afklaring og tryghed,” siger Peter Steen Olsen.

Powered by Labrador CMS