Annons:

Billund Lufthavn slår passagerrekord i maj

Passagertallene vækster endnu engang i Billund Lufthavn, og rejsebranchen er optimistiske forud for sommeren, hvilket bliver bakket op af en ny forbrugsundersøgelse lavet af Danske Bank.

Billund Lufthavn sætter ny passagerrekord for maj måned nogensinde. Der er gået 384.311 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn, hvilket er en vækst på 5,1 procent ift. maj 2022, som ellers havde massiv vækst ift. den tidligere rekordmåned i 2019. Billund Lufthavn er optimistiske for den kommende sommer, hvor der igen i juni starter et nyt flyselskab op.

I starten af maj gik Ryanair på vingerne med fly til Valencia, og Sun-Air har startet en ny rute op til Göteborg, som flyver mandag, onsdag og fredag. 15. juni byder Billund Lufthavn velkommen til PLAY, der er nyt flyselskab i Billund Lufthavn, som flyver ruten til den islandske hovedstad. PLAY flyver to gange ugentligt og sammen med Icelandairs afgang til Reykjavik, er der nu fem ugentlige afgange til Island.

– I maj 2022 oplevede vi massiv vækst i forhold til 2019, så når vi i år igen oplever flere passagerer, er det imponerende. Det er med til at vise, at sidste års massive vækst i sommerperioden ikke blot var en ketchupeffekt efter Coronapandemien, men at det er et tydeligt tegn på et købestærkt marked omkring Billund Lufthavn. Det giver en god tro på, at flyselskaberne og charterbureauerne går en aktiv sommer i møde, fortæller Jan Hessellund og forsætter:

– Vi er også privilegerede over, at vi fortsat kan være med til at præsentere nye ruter med gode samarbejdspartnere. Så vi byder glædeligt velkommen til Sun-Airs nye rute til Göteborg, og vi ser frem til at byde PLAY velkommen på platformen i juni.

Danskerne prioriterer at rejse  

Der er allerede nu høj aktivitet i terminalen, og flyselskaberne og rejsebureauerne er optimistiske forud for sommerens store rejseaktivitet. Der er i den grad grund til optimisme, når man lige nu ser på danskernes forbrugsmønster. En analyse foretaget af Danske Bank viser, at danskerne bruger markant mere på rejser end før Coronapandemien. Selvom inflationen har ramt danskernes økonomi, fravælger danskerne ikke ferierejserne.

– De høje priser har fået folk til at skære ned på forbruget af mange ting, men ikke på rejser, i hvert fald ikke for gennemsnitsforbrugeren. Lige nu bruger vi omtrent 20 procent mere på fly og charterferie, end vi gjorde på samme tid i 2019. Det betyder, at vi rejser klart mere end dengang, også selvom man regner inflationen med, forklarer Las Olsen, Cheføkonom i Danske Bank.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.