Vandflyverens fremtid hænger i en tråd
Et flertal vil give vandflyveren i Københavns Havn en midlertidig forlængelse, men Alternativet har sendt sagen videre til Borgerrepræsentationen.
Det oplyser Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af udvalget, til TV 2 Kosmopol efter et udvalgsmøde mandag eftermiddag.
Til mødet stillede S, SF, K, LA og V følgende ændringsforslag:
”At der ikke gives permanent miljøgodkendelse til vandflyveren ved Nordre Toldbod, men at den nuværende miljøgodkendelse forlænges midlertidigt med det ene formål at give Nordic Seaplanes mulighed for, i samarbejde med forvaltningen og øvrige relevante aktører, at finde en alternativ placering i Københavns Havn.”
Ifølge ændringsforslaget skal der findes en ny placering til vandflyveren inden udgangen af første halvår af 2027.
Forslaget blev ikke vedtaget, da Alternativet gjorde brug af standsningsretten, hvorfor forslaget nu skal tages op på et møde i Borgerrepræsentationen.
- Vi taler om et fossilt fly med plads til højst 16 passagerer ad gangen på en af Københavns mest attraktive placeringer. Københavnerne får støjen og luftforureningen, og oveni kommer klimabelastningen. Vi beder alle andre om at tage ansvar for den grønne omstilling. Så skal de mest privilegerede selvfølgelig også. Jeg forventer, at S og SF retter op på det her svigt, når sagen kommer i Borgerrepræsentationen, siger Karoline Lindgaard, der er gruppeforperson for Alternativet i København.