Billund Lufthavn sætter ny overskudsrekord
Lufthavnen lander et overskud på knap 90 millioner kroner i 2025 trods Ryanairs exit og løfter samtidig robustheden med flere stærke indtægtskilder.
Billund Lufthavn leverer i 2025 sit største overskud i lufthavnens historie.
Overskuddet lyder på knap 90 millioner kroner, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.
Det er en fremgang på intet mindre end 70 millioner kroner i forhold til 2024 - og det er på trods af lavprisselskabet Ryanairs exit fra lufthavnen i april 2025.
Resultatet kan ifølge lufthavnens administrerende direktør, Jan Hessellund, tilskrives et år med flere stærke indtægtskilder - blandt andet fra passagertrafik, luftfragt, udlejning af erhvervsbygninger, parkering samt butikker og restauranter.
»Det gør lufthavnen mindre sårbar i en tid præget af uro i luftfarten, og gør os mere robuste over for udsving i markedet,« lyder det fra Hessellund.