Aalborg Lufthavn vokser op mod sommeren
Passagertallet steg 3,1 procent i maj, mens chartertrafikken og ruterne til København og Amsterdam holdt efterspørgslen oppe.
I maj 2026 var der 142.686 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn. Det er en fremgang på 3,1 procent i forhold til maj sidste år. Der var igen en fornuftig vækst i indenrigstrafikken på ruten til og fra København, samt en mindre fremgang i udenrigs- og chartertrafikken.
Aalborg Lufthavn lander dermed en måned med moderat vækst og god aktivitet frem mod sommeren, hvor vi samtidig ser en stabil efterspørgsel på de to store hub-lufthavne Amsterdam og København – med videreforbindelser til hele verden.
Sommerprogrammet er i fuld gang i Aalborg Lufthavn
Maj markerede for alvor starten på den store chartersæson i Aalborg Lufthavn, hvor langt størstedelen af sommerprogrammet nu er i fuld gang. Det kan blandt andet mærkes på de populære sydeuropæiske rejsemål som Kreta, Rhodos, Zakynthos og flere andre destinationer, hvor mange nordjyder har sat kursen mod sol og varme. Samtidig blev den nye charterdestination Saranda i Albanien indviet i samarbejde med Apollo Rejser, hvilket giver endnu en direkte rejsemulighed fra Aalborg.
- Det er positivt at se, at charterprogrammet for sommeren er kommet godt fra start, og at der fortsat er stor interesse for de direkte rejsemuligheder fra Aalborg Lufthavn. Når vi samtidig kommer ud af maj med fremgang, er det et godt resultat – ikke mindst set i lyset af den geopolitiske situation og de stigende brændstofpriser, som betyder, at der er blevet reduceret lidt kapacitet på nogle ruter, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.