Nu kan danskerne tage toget fra København til skiferien i Trysil og Hemsedal
Fra vinteren 2026/27 får danske skigæster et nyt og mere klimavenligt alternativ til køreturen mod de norske fjelde. SkiStar og Snälltåget lancerer en samlet tog- og busforbindelse fra København til Trysil og Hemsedal.
For første gang tilbyder Skistar et samlet togalternativ til både Trysil og Hemsedal i Norge. Fra 19. december 2026 kan danske skigæster stå på Snälltåget i København og rejse direkte til Oslo uden togskift. Herfra fortsætter turen med elbus direkte til henholdsvis Trysil og Hemsedal. Den nye forbindelse giver dermed danskerne et mere klimavenligt rejsealternativ til fjeldene. Tog og transfer kan bookes som én samlet rejse, så skigæster får en enklere mulighed for rejse mere klimavenligt hele vejen.
– Vi vil gøre det lettere for flere at vælge mere klimavenlige transportformer, når de besøger vores destinationer. Gennem samarbejdet med Snälltåget kan vi nu tilbyde en samlet, fossilfri rejse til Trysil og Hemsedal og samtidig gøre de norske fjelde mere tilgængelige for gæster fra Danmark og Sydsverige, siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør i SkiStar.
Fra København om morgenen – fremme i fjeldene samme aften
På lørdage afgår toget fra København H om morgenen og kører via blandt andet Malmö, Helsingborg og Göteborg til Oslo. Togrejsen tager cirka 6 timer. Herfra fortsætter rejsen med bus direkte til skidestinationerne. Busafgangen i Oslo er tilpasset togets køreplan og venter på toget ved en eventuel forsinkelse. Busrejsen tager 3,5 til 4 timer. For danske skigæster betyder forbindelsen, at hele rejsen kan gennemføres uden egen bil.
– Vi glæder os til at udvide samarbejdet med SkiStar og for første gang tilbyde direkte tog fra København for SkiStars gæster på vej til de norske fjelde. Det giver flere skigæster mulighed at vælge et attraktivt og klimasmart rejsealternativ til skidestinationerne, siger Marco Andersson, kommerciel chef hos Snälltåget.
Kører gennem hele skivinteren
Den nye forbindelse starter 19. december 2026 og kører lørdage og søndage frem til 21. marts 2027. Lørdagstoget starter i København, mens søndagens tog starter i Malmö. Rejsende fra København kan søndag tage Øresundstoget til Malmö og fortsætte derfra. På hjemrejsen kører bussen fra henholdsvis Trysil og Hemsedal til Oslo, hvor Snälltåget fortsætter sydpå. På lørdage kører toget helt til København.
I påsken indsætter Snälltåget desuden nattog fra Malmö til Gol, hvorfra der er 45 minutter i bus videre til Hemsedal.
Satsningen er en del af SkiStars arbejde med at udvikle nemme og mere klimavenlige transportløsninger til virksomhedens destinationer i Skandinavien.