Analyse
Japan som rejsemål i vækst: Flysøgninger er vokset med 164% i år
Nye tal fra rejsesøgemaskinen momondo afslører, at danskernes interesse for langdistancerejser i efteråret er i vækst – især til Asien. Eksempelvis er flysøgninger til Osaka i Japan på momondo mere end fordoblet sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Flysøgninger fra Danmark til flere langdistance-destinationer er i vækst. Ny data over flysøgninger på momondo viser, at Asien især trender for rejser i september og oktober i år sammenlignet med sidste år. Blandt højdespringerne finder man foruden Osaka (+164 %) også Fuzhou i Kina (+94 %), Incheon i Sydkorea (+52 %), Shanghai i Kina (+43 %) og Kathmandu i Nepal (+33 %). Tallene indikerer, at danskerne igen har mod på de lange rejser – og at Asien er det kontinent, der står for de største vækstrater i år.
Men det er ikke kun Asien, der trækker. Nuuk i Grønland ligger nummer to på listen over mest trendende destinationer med over en fordobling (112 %) i flysøgninger sammenlignet med sidste år, mens også Muscat i Oman (+57 %) og Agadir i Marokko (+55 %) er blandt de destinationer med den største procentvise stigning i flysøgninger sammenlignet med sidste år.
“Danskerne kigger bestemt ikke kun mod sydens sol i efteråret. Vores data vidner om, at rejselysten – og eventyrlysten – har fået godt fat. Flere er klar til at rejse langt for at få nye og anderledes oplevelser, og de søger tilsyneladende i stigende grad variation frem for at vende tilbage til de samme klassiske rejsemål,” siger Julie Astrid Thomsen, presseansvarlig hos momondo.
Listen over de ti destinationer på momondo, hvor der har været størst vækst i flysøgninger fra Danmark, viser, at rejselysten går på tværs af både kontinenter og kulturer. Se listen herunder:
Destinationer med størst vækst i danskernes flysøgninger på momondo siden sidste år
| Placering | Destination | Procentuel stigning i flysøgninger (2025 vs. 2024) | Gennemsnitlig t/r flybilletpris september-oktober 2024 | Gennemsnitlig t/r flybilletpris september-oktober 2025 | Prisændring i gennemsnitlig flybillet t/r (2025 vs. 2024) |
| 1 | Osaka, Japan | 164 % | 7.346 kr. | 5.075 kr. | -31% |
| 2 | Nuuk, Grønland | 112 % | 7.808 kr. | 5.889 kr. | -25% |
| 3 | Fuzhou, Kina | 94 % | 5.493 kr. | 5.049 kr. | -8% |
| 4 | Muscat, Oman | 57 % | 4.229 kr. | 4.430 kr. | +5% |
| 5 | Agadir, Marokko | 55 % | 2.239 kr. | 2.686 kr. | +20% |
| 6 | Incheon, Sydkorea | 52 % | 6.563 kr. | 5.948 kr. | -9% |
| 7 | Tanger, Marokko | 52 % | 2.181 kr. | 1.901 kr. | -13% |
| 8 | Gdańsk, Polen | 49 % | 652 kr. | 736 kr. | +13% |
| 9 | Shanghai, Kina | 43 % | 4.521 kr. | 4.867 kr. | +8% |
| 10 | Vilnius, Litauen | 43 % | 1.392 kr. | 1.300 kr. | -7% |