Dansker får central rolle i Bruxelles
Christian Møller-Holst skal samle Europas erhvervsrejsebranche om grønnere løsninger, mens rejseaktiviteten fortsætter med at stige.
Forretningsrejser har aldrig fyldt mere. I år ventes verdens virksomheder at bruge rekordhøje 1,71 billioner dollar på dem ifølge brancheorganisationen GBTA. Samtidig stiger kravene fra både EU og virksomhederne selv om at skære i klimaaftrykket.
Det dilemma skal danske Christian Møller-Holst nu være med til at løse. Som ny Lead for BT4Europes Sustainability Working Group står han i spidsen for branchens europæiske samarbejde om den grønne omstilling og for de anbefalinger om bæredygtighed, BT4Europe bringer med til EU.
Og han har en klar tilgang:
“Jeg tror ikke på, at vi kommer til at rejse mindre, og intet tyder på det. Derfor skal vi fokusere på de løsninger, der kan gøre rejserne grønnere nu og ikke om 30 år. Det kan ingen virksomhed gøre alene, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med BT4Europes medlemmer om at gå fra ambition til handling,” siger Christian Møller-Holst.
Fra iværksætter til stemme for millioner af forretningsrejsende i Bruxelles
Da Christian Møller-Holst stiftede rejseplatformen Goodwings for mere end et årti siden, var idéen at ændre en klimatung branche indefra frem for at kritisere den udefra. Platformen kombinerer teknologi, CO2-data og praktiske løsninger, så det bliver lettere for virksomheder og rejsende at træffe mere ansvarlige valg. Det giver ham et indgående kendskab til, hvad der skal til for at skabe forandring i praksis, og nu får han muligheden for at arbejde med den grønne omstilling af branchen på europæisk plan.
BT4Europe blev stiftet i 2022 af 13 nationale brancheforeninger for forretningsrejser, heriblandt danske DBTA, og har sæde i Bruxelles tæt på EU’s institutioner. Organisationen repræsenterer tusindvis af virksomheder, der køber forretningsrejser, og millioner af forretningsrejsende i hele Europa.
Christian Møller-Holst overtager rollen efter Angela Lille fra den østrigske brancheforening ABTA.