Bergamo hitter trods dyrere flybilletter
Danskerne søger mod mindre europæiske byer i efterårsferien, hvor Bergamo og Gdansk topper momondos vækstliste.
Sommeren er gået på hæld, og danskerne har nu blikket rettet mod efterårsferien. Og ifølge momondo vender flere og flere danskere blikket mod Europas mindre kendte rejsemål.
Den italienske by Bergamo topper listen over trendende destinationer med 61 pct. flere søgninger sammenlignet med sidste år, tæt fulgt af den polske havneby Gdansk (+60 pct.), Napoli (+33 pct.), Budapest (+26 pct.) og Sarajevo (+22 pct.).
Det interessante er, at det langt fra kun handler om lave priser. Både Bergamo og Gdansk er faktisk blevet dyrere at flyve til det seneste år - med hhv. med 22 og 28 pct. Alligevel stiger interessen, hvilket peger på en reel lyst til at opdage nyt frem for bare at jagte et godt tilbud.
Townsizing vinder frem
Den stigende interesse for mindre byer er en del af den voksende rejsetendens townsizing, hvor rejsende kigger mere mod de mindre kendte byer. Ifølge momondos What the Future-rapport 2026 siger 29 pct. af danskerne, at de hellere vil rejse til mindre byer eller landområder for autenticitetens skyld, og 38 pct. fremhæver mindre trængsel som afgørende.
"Townsizing er for alvor ved at sætte sit præg på danskernes rejsemønster, og det ser vi tydeligt i årets efterårsferie. Flere danskere vælger de mindre, lidt sjældnere besøgte byer til – ikke fordi de nødvendigvis er billigst, men fordi de leder efter noget mere autentisk og uforstyrret," siger Lisbet Due Berg, presseansvarlig hos momondo.
Flere vil holde efterårsferie i Europa
Søgningerne mod Europa er steget med 5 pct. sammenlignet med sidste år, mens gennemsnitsflypriserne er steget med 12 pct.. Til sammenligning er danskernes søgninger til destinationer uden for Europa faldet med 9 pct., selvom prisstigningen dér er mindre (+5 pct.).