Annons:

USA står til trecifret milliardsmæld, fordi turisterne bliver væk

Omvæltningerne i USA kan allerede nu ses på turiststatistikkerne. Flere og flere holder sig væk, hvilket vil give turistbranchen et kæmpe tab i år.

Turister verden over dropper i stigende omfang USA og rejser andre steder hen i stedet som følge af Donald Trumps politiske beslutninger og udmeldinger. Det står til at koste den amerikanske turistbranche et tab i omsætningen på 64 milliarder dollar eller 441 milliarder kroner i 2025. Det skriver

Det anslår det internationale analysefirma Tourism Economics, som hører under Oxford Economics, ifølge nyhedsbureauet AFP.

I en rapport fra slutningen af februar vurderedes det, at antallet af udenlandske rejsende til USA ville gå 5,1 procent ned i forhold til i 2024, hvor der tidligere var en forventning om en stigning på 8,8 procent, og at deres pengeforbrug ville dale med 10,9 procent.

Nu siger topchefen for Tourism Economics, Adam Sacks, at »situationen er blevet yderligere forværret« som følge af »effekterne af antipati mod USA«.

Analysefirmaet forventer, at virksomheder og organisationer vil undlade at lægge arrangementer i USA eller sende ansatte til landet, ligesom der vil blive skåret ned på forretningsrejser til USA.

Det er Donald Trumps udmeldinger, straftold mod mange lande og trusler mod allierede, som sammen med politiske omvæltninger i selve USA på rekordtid har vendt stemningen mod USA. Mange steder i verden boykotter forbrugerne i voksende omfang amerikanske varer, ligesom en række lande har indført eller vil indføre gengældelsestold på amerikanske varer.

Allerede under præsidentvalgkampagnen i efteråret 2024 forudså førende økonomer fra hele verden, at den amerikanske toldpolitik vil komme til at slå hårdt på den amerikanske forbruger i form af stigende priser på dagligdags varer.

Advarsler i officielle rejsevejledninger

Risikoen for recession og inflation vil også ramme turister, for det vil gøre det dyrere at opholde sig i USA, hvilket kan få flere til at afkorte de besøg, der gennemføres i landet.

Turister fra Vesteuropa udgjorde i 2024 op mod 37 procent af alle besøgende i USA. Både britiske og tyske myndigheder advarer i rejsevejledninger deres egne statsborgere om at være ekstra påpasselige med deres rejsedokumenter. De påpeger risikoen for at blive anholdt.

Canadierne har hidtil været den største turistgruppe i USA. I 2024 rejste 20,4 millioner canadiske turister til den sydlige nabo.

Ifølge Canadas statistiske kontor faldt antallet af canadiere, der vendte hjem fra USA, i februar med 23 procent. Det var anden måned i træk med tilbagegang.

Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines taler om et »stort fald« i antallet af rejser fra Canada til USA men også om et fald i efterspørgslen på indenrigsrejser i selve USA. Samme melding kommer fra andre flyselskaber.

Canadas næststørste flyselskab, WestJets, topchef, fortæller, at »folk ændrer deres rejsemål – det er ikke længere Phoenix og Florida, det er Den Dominikanske Republik, Jamaica og Mexico«.

 

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.