Annons:

Tivoli opjusterer og forventer bedste årsresultat nogensinde

Tivoli opjusterer nu forventningerne til årsresultatet for 2025 efter en udvidet populær halloween-sæson og en meget velbesøgt julesæson, hvor december måned endte med at være den bedste måned målt på omsætning og resultat i Tivolis historie.

Tivoli har haft besøgsfremgang i forhold til 2024. Der har i alt været 4,3 mio. gæstebesøg, hvilket er det højeste antal siden Covid-pandemien. Omsætningen forventes nu i niveauet 1.345 mio. kr. og resultat før skat forventes i niveauet 155 mio. kr. Resultatet er dermed det bedste ordinære resultat i Tivolis historie.

Tivolis senest udmeldte forventninger for 2025 var en omsætning i niveauet 1.325 mio. kr. og et overskud før skat i niveauet 145 mio. kr. På baggrund af den solide gæsteudvikling og et fortsat stærkt kommercielt momentum opjusteres resultatforventningerne til 2025. Omsætningen forventes nu i niveauet 1.345 mio. kr. og resultat før skat forventes i niveauet 155 mio. kr.

Økonomi giver plads til investeringer
Resultatet er realiseret samtidigt med, at Tivoli har fastholdt et historisk højt investeringsniveau. Forlystelseshaven har alene i 2025 investeret næsten 200 mio. kr., hvilket er i tråd med Tivolis langsigtede strategi om løbende fornyelser og kvalitetsløft. Investeringerne har blandt andet omfattet vedligeholdelse, bygningsforbedringer, den fortsatte ombygning af et nyt tematiseret område i det tidligere Asien-område samt udvikling af sæsonbaserede attraktioner, der styrker gæsteoplevelsen og Tivolis langsigtede konkurrenceevne.

Administrerende direktør Susanne Mørch Koch siger:
“Resultatet for 2025 er meget tilfredsstillende og afspejler en stærk kommerciel gennemslagskraft kombineret med disciplineret omkostningsstyring. Det er særligt positivt, at vi har kunnet levere et solidt finansielt resultat samtidig med, at vi har fastholdt et højt investeringsniveau i Tivolis udvikling. Det giver os et robust udgangspunkt for de kommende år, hvor vi fortsat vil investere målrettet i Havens kvalitet, relevans og langsigtede bæredygtighed.”

Forventninger til 2026
2025 har været et stærkt år, men det afgørende for Tivoli er ikke volumen alene. Det er, hvordan gæsterne bruger Tivoli, og hvordan forlystelseshaven opleves på tværs af sæsoner, generationer og formål. Ambitionen er at drive Tivoli med respekt for historien og med blik for fremtiden, som en levende del af København som et sted, man vender tilbage til. Tivoli forventer for 2026 et aktivitetsniveau på niveau med 2025en omsætning i niveauet 1.400 og et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.