I alt er der 56 hoteller med omkring 12.000 værelser i Irland og Storbritannien – markeder, hvor Scandic nu har en stærk position. Det eksisterende ledelsesteam i Dalata vil fortsat være ansvarlig for den daglige drift, men med støtte fra Scandic-repræsentanter. Dette fremgår af en pressemeddelelse.
– Dette er en vigtig milepæl. Vi udvider vores portefølje med veldrevne hoteller og stærke brands i to af Europas mest attraktive markeder, siger Scandics administrerende direktør Jens Mathiesen i en skriftlig kommentar.
Ifølge aftalen vil Scandic modtage et administrationsgebyr på 4 procent af Dalatas omsætning, indtil transaktionen er fuldt gennemført. Parallelt er en såkaldt carve-out-proces i gang, hvor Dalatas ejendomsaktiviteter adskilles fra hoteldriften – en proces, der forventes afsluttet i andet halvår af 2026.
Når handlen endeligt er på plads, vil Scandic betale omkring 500 millioner euro, hvilket svarer til en virksomhedsværdi på cirka seks gange det justerede EBITDA for 2024. Finansieringen sker med eksisterende midler og lånefaciliteter.