I tredje kvartal havde Norwegian-koncernen et driftsresultat (EBIT) på 3.071 millioner norske kroner og en driftsmargin på 25,1 procent. Likviditetsbeholdningen udgjorde 10,5 milliarder norske kroner ved udgangen af kvartalet.

Kredit: Thomas Brun NTB / Kommunikation.
”Vi er meget glade for at kunne præsentere endnu et rekordkvartal. I august udbetalte vi selskabets første udbytte på 0,90 NOK pr. aktie til ca. 75.000 aktionærer. Det har været et rigtig godt kvartal, og jeg vil gerne sige en stor tak til alle kollegaer i både Norwegian og Widerøe, som har arbejdet hårdt gennem den travleste periode af året. Widerøes gentagne passagerrekorder fortjener også anerkendelse, og i september havde selskabet det højeste passagertal i sin mere end 90-årige historie,” siger Geir Karlsen, koncernchef for Norwegian.
I tredje kvartal havde Norwegian-koncernen 8,41 millioner passagerer, hvoraf 7,28 millioner var Norwegian-passagerer og 1,12 millioner rejste med Widerøe. Belægningsgraden for kvartalet var 88,3 procent for Norwegian, hvilket er en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til sidste år, mens Widerøe havde en belægningsgrad på 77,5 procent, hvilket er et fald på 0,6 procentpoint. Kapaciteten for Norwegian og Widerøe steg med henholdsvis 2 og 3 procent. Begge selskaber leverede også solide driftsresultater i kvartalet. Widerøe gennemførte 98,2 procent af sine planlagte flyvninger, hvilket er det højeste tal i over ti år, og havde en punktlighed på 91,8 procent. Norwegian gennemførte 99,3 procent af sine planlagte flyvninger og havde en punktlighed på 77,8 procent, en stigning på 3,6 procentpoint i forhold til samme periode sidste år.
Flådefornyelse og medvind i Danmark
I tredje kvartal udvidede Norwegian sin eksisterende Boeing-ordre ved at benytte sin option på at købe yderligere 30 Boeing 737 MAX 8-fly. Den samlede ordre er nu på 80 fly.
“Ved at benytte optionen i Boeing-aftalen bevarer vi fleksibiliteten i vores flåde og bekræfter samtidig vores mål om at have en af Europas mest moderne og brændstofeffektive flåder. Dette er et vigtigt skridt i den løbende fornyelse af vores flyflåde, og vi er glade for at kunne styrke vores langsigtede samarbejde med Boeing,” siger Geir Karlsen.
Oktober var en meget vigtig måned i Danmark, præget af flere positive begivenheder. Måneden begyndte med lanceringen af ti nye internationale ruter fra Billund Lufthavn. Samme dag blev Norwegian kåret til »Europas bedste flyselskab« ved Danish Travel Awards. Få dage senere vandt Norwegian den danske regerings udbud om en indenrigsrute med formål om et lavere klimaaftryk. Udbuddet betyder, at 93 procent af Norwegians flyvninger mellem Aalborg og København fra marts næste år vil flyve med mindst 40 procent bæredygtigt flybrændstof (SAF). Projektet forventes at spare cirka 6.700 ton CO2 målt ud fra et livscyklusperspektiv.