Annons:

Kom på det forkerte fly!

Hun skulle have været i Berlin for at besøge sin søn, men da flyet landede var hun ikke engang i Tyskland.

79-årige Lena var på mystisk vis endt i Bologna i Italien.

Det skriver Expressen.

Hun ankom torsdag til Kastrup Lufthavn i København, bagagen blev tjekket ind og sikkerhedskontrollen var heller intet problem – hun skyndte sig gennem gaten og fandt sin plads i flyet.

Da hun satte sig, studsede hun godt over, at der stod Ryanair over det hele – men hun tænkte, at de to virksomheder måtte have et form for samarbejde. Billetten blev jo tjekket.

Det var først, da hun steg af flyet og blev mødt af skiltet ‘Velkommen til Bologna’, at det gik op for hende.

»Jeg troede ikke, at det var sandt,« siger hun til mediet.

Begge afgange havde samme gate i Kastrup Lufthavn, men flyet til Bologna skulle afsted først. På en eller anden måde havde den ældre kvinde taget det forkerte fly.

I den italienske by forsøgte hun at få svar, men det skulle vise sig at være noget af en udfordring, forklarer hun.

Lena beskriver, hvordan en kvinde, der arbejdede for Ryanair, beskyldte hende for selv at have begået en fejl. Hun uddyber, at det føltes både »uretfærdigt« og »nedladende«.

Efter en dag i Bologna kunne Lena endelig komme afsted mod Berlin. Ryanair sørgede for, at hun fik en taxa, der kørte hende to timer til Venedig. Her skulle hun overnatte, før en afgang til den tyske hovedstad ventede.

Ryanair har over for mediet holdt fast i, at »det er hver enkelt passagers ansvar at sikre, at de går ombord på det korrekte fly«.

Kommentarer

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vores regler er enkle:Hold en god tone og vis respekt for dem vi skriver om og andre læsere, som kommenterer artiklerne. Alle kommentarer redigeres af redaktionen.

0 kommentarer Åbne

Abonner gratis på Travel News’ nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra rejsebranchen på alle hverdage inden kl. 8.