Fremover vil passagererne ombord på Oslobåden, der har skiftet navn til Go Nordic Cruiseline, kunne nyde Carlsbergs øl, når de stævner ud fra enten København eller Oslo. Som led i en omfattende rebranding skifter Go Nordic Cruiseline ølleverandør på den historiske rute, og dermed styrkes den nordiske identitet, som rederiet nu satser helhjertet på.
Samarbejdet mellem Go Nordic Cruiseline og Carlsberg er en naturlig forlængelse af det strategiske fokus på nordiske kvalitetsoplevelser ombord. Med opgraderede skibe, nordisk gastronomi og liveunderholdning fra Norden sætter rederiet en ny kurs for ruten – og skiftet fra Heineken til Carlsberg er næste skridt på vejen.
“Vores gæster skal kunne mærke, at de er i Skandinavien – allerede fra det øjeblik, de træder ombord. Med Carlsberg som ny ølpartner får vi en stærk nordisk spiller, som passer perfekt ind i det univers, vi bygger op. Det handler om smag, kvalitet og forankring,” siger Kevin Helsinghof, VP, Sales and Marketing.
Passagererne har talt – Carlsberg topper
En ny spørgeskemaundersøgelse blandt knap 1000 gæster fra Go Nordic Cruiseline i aldersgruppen 18-75+ viser, at Carlsberg er den foretrukne øl ombord med 35,2 % af stemmerne – foran Tuborg (31,5 %) og Heineken (12,5 %).
“Resultaterne viser en klar præference for Carlsberg, især blandt danske og norske passagerer, som i stigende grad efterspørger produkter med stærk lokal forankring. Det giver os et solidt mandat til at styrke den nordiske identitet ombord,” siger Kevin Helsinghof.